Det gennemgående budskab på DACAAR´s 40-års jubilæumskonference var, at trods forhindringer skal støtten til Afghanistans udsatte civile fortsætte.
Der var stort engagement og støtte til fortsat civil hjælp til Afghanistan under DACAAR´s 40 års jubilæumskonference torsdag den 31. oktober i Ørestads ”Winghouse.” Flere paneldeltagere og spørgere så dog fremover en stribe vanskeligheder. Blandt andet donortræthed, Afghanistans skyggetilværelse væk fra verdenskonflikterne i Gaza og Ukraine – og Afghanistans regerings kvindeundertrykkelse. Men de civile behov med op mod 25 millioner sulttruede afghanere kræver, at DACAAR, andre NGO´er, FN og resten af verdenssamfundet fortsat hjælper Afghanistan.
- Så længe der er behov – så længe er der også brug for DACAAR, sagde DACAAR´s vicedirektør Shah Wali, som var kommet hele vejen fra Afghanistan til konferencen for at se tilbage på historiske udfordringer såvel som succeser efter sit 25-års jubilæum i år i DACAAR – samt for at se tendenser for Afghanistans fremtidige udvikling og for DACAAR.
Konferencens indledning var stemningsfuld med afghansk musik fra Harris Saber på rubab (et klassisk strengeinstrument) og Fahim Saber på zerbaghali (en klassisk tromme). Derpå var scenen sat for panelets deltagere, som var DACAAR´s sekretariatschef, Klaus Løkkegaard, Lars Bo Møller, Udenrigsministeriets specielle repræsentant for Afghanistan, afdelingsleder fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), Mona Kanwal Sheik, Forsvarsakademiets Afghanistan-ekspert, Jens Vesterlund Mathiesen – samt fra øvrige NGO ´er – Louise Allen fra Dansk Flygtningehjælp, Peter Drummond Smith fra Mission Øst og Astrid Coyne-Jensen fra IMS – International Media Support.
Blandt publikum var der også stor diskussionslyst modereret af journalist Keld Broksø og med repræsentanter fra eksempelvis Dansk Hazara Forening og den øvrige diaspora, den svenske og Afghanistan-Komité, Danida, NORAD – nordmændenes svar på Danida, Grundfos, vandteknikfirmaet TEMCompany, Dansk Folkehjælp, Dansk Afghanistan Komité, hele DACAAR´s bestyrelse, tidligere direktører for DACAAR, Jyske Bank (DACAAR´s bankforbindelse til bl.a. Afghanistan), dagbladet Politikens udsendte medarbejder, Red Barnet og øvrige interesserede, hvoraf mange har – eller har haft aktier – i hjælpen til Afghanistan gennem 40 år.
Mona Kanwal Sheikh, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, delte sin viden om Danmarks engagement i Afghanistan. Hun gav indblik i kvindernes situation efter Talebans magtovertagelse, og talte om de interne splittelser i Taliban, hvor både ultraortodokse og mere moderate fløje kæmper om magten. Mona Kanwal Sheikh understregede, at Afghanistans yngre generationer er mere bevidste om menneskerettigheder, hvilket kan påvirke landets fremtid.
Hun var forsigtig med at uddybe DIIS´ kommende rapporter i to dele om Danmarks rolle i Afghanistan og anden del om, hvorfor Taleban kom til magten igen. De to rapporter skal senere offentliggøres og behandles på Christiansborg. Men hun var ikke i tvivl om fremtiden for hjælpen til landet.
- Den skal fortsætte, sagde hun.
Jens Vesterlund Mathiesen, specialkonsulent ved Forsvarsakademiet, var forsigtig med at bruge ordet “fred”, men bemærkede, at landet under Taleban oplever en form for orden og stabilitet, som ikke har været der i 40 år, hvilket giver nye muligheder for hjælpearbejde fra DACAAR og andre aktører.
Han understregede dog, at IS-K (Islamisk Stat Khorasan) fortsat udgør en trussel, både i Afghanistan og internationalt. Men IS-K-relateret terror i Moskva, Iran – og forhindrede angreb ved Olympiske Lege i Paris og ved en Taylor Swift koncert i Østrig – giver ingen mening at for NATO at hævne i Afghanistan. Hvis det blev tilfældet, ville det for alvor bremse udviklingsbistanden. Der er tale om terrorceller uden for Afghanistan, som ikke nødvendigvis kontrolleres fra Afghanistan. Det samme kunne man i et vist omfang også sige om Al Queda, der nok havde baser i Afghanistan, men ikke nødvendigvis kontrollerede terrorangrebet mod New Yorks World Trade Center i 2001. De forhold betyder også, at man ikke kan berettige en eventuel ny militær invasion i fremtiden, som ellers også kunne bekymre udviklingsorganisationer. Men sikkerhedsforholdene følges dog nøje af NATO, der også vil være i stand til stik-operationer. Blandt andet som da Al Qaedas Ayman al-Zawahiri blev dræbt i Kabul af en amerikansk drone i 2022.
Ambassadør Lars Bo Møller gjorde rede for sin rolle som ”særlig repræsentant i Afghanistan.” Den betyder, at han i Afghanistan ikke kan kaldes ”ambassadør,” kun ”særlig repræsentant” fordi Danmark på linje med hele den vestlige verden ikke anerkender Taleban-styret. Dermed har DACAAR og øvrige, danske udviklingsorganisationer ingen direkte diplomatisk kontakt i Kabul som forbindelsesled til Afghanistans regering. Men uformelle, indirekte kontakter er der tale om via møder i Doha. Endnu har Lars Bo Møller ikke været i Afghanistan, selv om han gerne vil. Lars Bo Møller nævnte en stigende, international donortræthed, men påpegede, at indtil videre holdt Danmark fast i sin hjælp på grund af de enorme, humanitære behov. Lars Bo Møller er en af flere koordinatorer for den fortsatte, danske hjælp, men i skyggen af konflikterne i Gaza og Ukraine samt Talebans fortsatte kvindeundertrykkelse, kan man ikke tage dansk hjælp for givet fremover.
Lars Bo Møller erkendte også blankt, at Danmarks rolle er lille i det store, internationale spil om Afghanistan, men omvendt kan Danmark i internationale fora blandt andet være med til at presse på, at Iran og Pakistan bremser de massive tvangshjemsendelser af afghanske flygtninge. Afghanistan har hverken jobs eller ressourcer til at modtage så mange udsatte mennesker.
DACAAR´s forperson, Peder Thorning, sluttede konferencen med en tak til alle fremmødte og et håb om fortsat godt samarbejde, inden der kom mange uformelle diskussioner om Afghanistan over mad og vin.