1984 DACAAR begynder sit arbejde i januar 1984, da et syprojekt ser dagens lys i en flygtningelejr i Peshawar, Pakistan. Projektet giver kvinder muligheder for at skaffe sig en indkomst.

1986 Vi overtager vandforsyningen til flygtningelejre fra UNICEF i juli 1986, og i 1987 udvides aktiviteterne under projektet markant.

1988 Produktion af hånd-vandpumper starter i Pakistan. I det sene efterår ændres organisationen markant, da vi udvider med et genopbygningsprogram inde i selve Afghanistan. Det betyder, at antallet af ansatte stiger fra 290 i begyndelsen af året til næsten 400 ved årets udgang1989 Sovjetunionen trækker tropperne ud af Afghanistan i februar, og der tændes håb om, at flygtningene nu kan vende tilbage, men Sovjetunionen fortsætter med at støtte Kabul-regeringen. Voldsomme slag udkæmpes i hele 1989, hvilket resulterer i flere flygtninge i Pakistan. Nogle lejre udvides, andre etableres for at huse de anslået 70.000 til 90.000 nye flygtninge.

Det betyder, at antallet af ansatte stiger fra 290 i begyndelsen af året til næsten 400 ved årets udgang1989 Sovjetunionen trækker tropperne ud af Afghanistan i februar, og der tændes håb om, at flygtningene nu kan vende tilbage, men Sovjetunionen fortsætter med at støtte Kabul-regeringen. Voldsomme slag udkæmpes i hele 1989, hvilket resulterer i flere flygtninge i Pakistan. Nogle lejre udvides, andre etableres for at huse de anslået 70.000 til 90.000 nye flygtninge.

1990 En større ændring af vores struktur ser dagens lys. Flygtninge- og genopbygningsprogrammet har hidtil fungeret som to uafhængige enheder, men for bedre at kunne udvide aktiviteterne og styre omkostningerne organiseres arbejdet tværgående under Landbrug, Veje, Kunstvanding, Vandforsyning, Byggeri og Uddannelse.

1992 I april 1992 kollapser den sovjetisk støttede regering, og der er lettelse i Afghanistan. Der eksisterer dog ingen gensidig forståelse mellem de forskellige mujahedin-fraktioner, og kampene fortsætter. På trods af begrænset hjælp vender mere end en million flygtninge hjem. Donorerne er tilbageholdende med at yde assistance under de usikre forhold, men DACAAR fortsætter sine aktiviteter i Afghanistan for fuld styrke.

1995 Den politiske situation i Afghanistan bliver endnu mere kompliceret med fremkomsten af Taliban-bevægelsen, som i slutningen af 1995 står stærkt i den sydlige tredjedel af Afghanistan. Den frivillige hjemsendelse af flygtninge fortsætter, og næsten 250.000 ankommer fra Pakistan og Iran. Derfor fortsætter vi vores indsats for at forbedre levevilkårene i Afghanistan trods manglen på en normalt fungerende regering, der nyder bred accept.

1996 Vi begynder at inddrage sundhedslære i forbindelse med vandforsyning, et stort skridt fra genopbygning til udvikling. Andre nye aktiviteter omfatter landbrugsudvikling med fokus på miljø og bæredygtighed.

1997 I Pakistan leverer vi fortsat drikkevand til de nyankomne flygtninge. Syprojektet bliver uafhængigt under sit nye navn ’The Sewing Center’, og vandpumpe-fabrikken er økonomisk selvbærende i konkurrence med fire andre virksomheder, der også producerer pumper baseret på teknologi og færdigheder fra DACAAR.

1998 Vi er stolte af at være en af pionererne inden for langsigtet udvikling af lokalsamfundene i Afghanistan. Vi går sammen med FN, donorer og andre ngo’er aktiv i formuleringen af en principerklæring og strategisk ramme. Det understreges, at selv om Afghanistan stadig med jævne mellemrum har brug for nødhjælp, er den langsigtede løsning at sikre bedre levevilkår gennem fødevaresikkerhed, rent vand, sundhedsydelser og uddannelse.

1999 For bedre at imødekomme befolkningens behov, er DACAAR i en gradvis forandring fra nødhjælp til en langsigtet udviklingsorganisation. Vi decentraliserer for bedre at kunne arbejde tæt sammen med lokalsamfundene.

2000 Fredsprocessen gør ikke fremskridt, og kampe intensiveres i store dele af landet. Mere end en halv million mennesker bliver fordrevet i Herat, Kabul og på tværs af grænserne til Iran og Pakistan. Derudover bringer en ødelæggende tørke nye lidelser til Afghanistans befolkning. Tørken underminerer mange af de resultater, der er opnået inden for genopretning og udvikling i løbet af det seneste årti. DACAAR må derfor flytte ressourcerne fra almindelige programmer til omfattende nødhjælp.

2001 Terrorangrebene 11. september ændrer helt grundlæggende den politiske og militære situation i Afghanistan. USA indleder angreb på Taliban og Al Qaida, og det fører til indsættelsen af en midlertidig regering, hvilket skaber håb om fred efter mange års uro og konflikt. Udfordringerne for hjælpeorganisationerne i Afghanistan i sidste kvartal af 2001 er enorme, og DACAAR er ingen undtagelse. Tre kontorer må evakueres helt; personale og køretøjer kan ikke nå frem; udstyr går tabt; kommunikation bryder ned i længere tid. På trods lykkedes det for DACAAR at holde projekter og programmer i gang – med fokus på nødhjælp.

2002 Et historisk år! Hovedkontoret kan endelig flyttes fra Peshawar i Pakistan til Kabul. En anden væsentlig ændring er, at kvindernes inddragelse i programmerne igen blev lovlig, men dog stadig vanskelig. Det er først nu, at vi kan begynde at ansætte kvinder i større skala i Afghanistan.

2003. Sikkerheden forværres, og DACAAR er det direkte mål flere gange, bl.a. det tragiske angreb på et af vores vandforsyningshold i Ghazni-provinsen den 8. september, hvor fire kolleger bliver dræbt af talebanerne. Vandforsyningsprogrammet suspenderer aktiviteterne i mange områder og flytter personalet til sikrere områder.

2004 Vi sporer en ændret adfærd hos mange donorer, der nu i højere grad kanaliserer midler gennem den afghanske regering. Vi bliver tvunget til at omstrukturere og skærer betragteligt ned på antallet af faste medarbejdere. I Pakistan fastsætter FN’s Flygtningehøjkommissariat og Afghanistans og Pakistans regeringer fristen for frivillig hjemsendelse af afghanske flygtninge til marts 2006, og DACAAR begynder at afvikle sine aktiviteter.

2005 Vores programmer for udvikling af landdistrikterne bliver mere og mere sammenflettet med den afghanske regerings nationale solidaritetsprogram, der sigter på at styrke civilsamfundet i Afghanistan gennem lokale udviklingsaktiviteter. Vi har været dybt involveret i udformningen af programmet og bidrager med aktiviteter som fx etablering af producentorganisationer og kvinders ressourcecentre. Aktiviteterne under udvikling af landdistrikter vokser støt og når op i nærheden af dem under vand og sanitet. Sycentret flyttes til Kabul og bliver en del af en ny ngo under navnet ’Zardozi,’ og vi starter det nye mikrofinansierings-program MADRAC – ligeledes med henblik på at skabe indkomst.

2006 Ustabilitet og krig hæmmer stadig udviklingen for det afghanske folk. Den overordnede sikkerhedssituation forværres, da Taliban reagerer på NATO’s øgede tilstedeværelse i de sydlige provinser. DACAAR blev direkte angrebet ved to lejligheder.

2007 På grund af sikkerhedssituationen tvinges vi til nedskæringer og må trække sig ud af flere områder. Yderligere 100.000 bliver internt fordrevne og øger det i forvejen store antal sårbare mennesker, der har brug for støtte. Vi fokuserer fortsat på bæredygtig udvikling og kapacitetsopbygning. Inden for vandforsyning betyder det et skift fra konstruktion og byggeri til hygiejneuddannelse og teknisk rådgivning rettet mod regeringen, andre organisationer og private virksomheder. Fem kvinders ressourcecentre bliver uafhængige, både i forhold til økonomi og drift. DACAAR støtter også etableringen af den første safranproducentforening for kvinder – et banebrydende skridt i arbejdet for at øge indkomsterne.

2008 Volden eskalerer til det højeste niveau siden Talibans fald. For DACAAR er nøglen til at arbejde i et ustabilt og usikkert miljø det nære forhold til lokalsamfundene. Derudover har vi ansat en sikkerhedskoordinator, som løbende laver sikkerhedsopdateringer og indfører sikkerhed som et tværgående tema i organisationen. En afdeling arbejder med at indtænke og fremme ligestilling.

2009 Under og efter præsidentvalget stiger angrebene på regeringsinstitutioner og ngo’er, ikke mindst i månederne august og september, der bliver de mest blodige. Sikkerhedssituationen er dog ikke den eneste udfordring for DACAAR’s aktiviteter. Vores vandkontrol og -overvågning afslører et stigende problem med forurening af både overflade- og grundvand.

2010 På trods af den forværrende sikkerhedssituation når DACAAR ud til flere end to millioner modtagere og har sårbare befolkninger i landdistrikterne i fokus. På landbrugsområdet styrker vi lokalsamfund i halvtørre områder ved at indføre nye metoder til at øge produktionen. Vi forbedrer indtægtsmulighederne for jordløse landmænd ved at prioritere udvikling af mindre virksomheder og erhvervsuddannelse og tekniske kurser. DACAAR etablerer et Water Expertise and Training Center for at styrke forskning, uddannelse og teknisk rådgivning til offentlige myndigheder, ngo’er og den private sektor.

2011 Vi går i gang med en ny strategisk ramme for vores arbejder og sammensmelter to programmer. Det skønnes, at 5,7 mio. afghanske flygtninge er vendt tilbage fra Pakistan og Iran siden 2002, og udover det 447.000 internt fordrevne.

2012 Det strategiske rammeprogram for 2013-2016 færdiggøres. Der er nu er tematisk fokus på fire områder: Vand, sanitet og hygiejne; Landbrug og naturforvaltning; Udvikling af mindre virksomheder; Forbedring af kvinders vilkår. Læring og synergi på tværs af sektorer sættes i højsædet for at øge kvaliteten af vores arbejde.

2013 Vi vælges af de øvrige medlemmer af ACBAR (Agency Coordinating Body for Afghan Relief and Development) til at være en del af The Humanitarian Country Team og til at være med til at lede WASH Cluster, et vigtigt FN-koordineringsorgan, der beskæftiger sig med vand, sanitet og hygiejne.

2014 Vi fejrer vores 30 års jubilæum med arrangementer i både København og Kabul. For første gang modtager Afghanistan titusindvis af flygtninge, der er på flugt fra militære operationer i Pakistan. For at afhjælpe disse flygtninges lidelser hjælper vi i Khost-provinsen med nødhjælp inden for vand, sanitet og hygiejne

2015 Et udfordrende år med øget usikkerhed, der besværliggør DACAAR og andre ngo’ers arbejde. Alligevel er vi i stand til at udvide vores aktiviteter inden for vand, sanitet og hygiejne for at hjælpe det stigende antal internt fordrevne i Afghanistan. For de pakistanske flygtninge afholder vi et erhvervsuddannelseskursus, da de stadig ikke kan vende hjem.

2016 Vi styrker vores rolle i organisationsverdenen. Vi støtter mange fora og arbejdsgrupper, fremmer koordinering, giver input til strategier og presser på for at flere får tildelt land. Og selvfølgelig fortsætter vi vores programmer til fordel for sårbare og udsatte i lokalsamfundene.

2017 DACAAR udvider sine nødhjælpsindsatser til 23 provinser som svar på det store antal internt fordrevne og de mange hjemvendte flygtninge fra Iran og Pakistan. Det skønnes, at 9,3 mio. afghanere har brug for humanitær hjælp. En konsulent bliver ansat for at undersøge DACAAR’s ledelsesstruktur.

2018 Et uafhængigt DACAAR-sekretariat åbnes i København, og en ny bestyrelse bestående af Dansk Folkehjælp, Den Danske Afghanistans Komité og Ulandssekretariatet falder på plads. Der bliver indgået en ny treårig aftale med DANIDA, nødhjælpsaktiviteter under EU’s humanitære program ECHO udvides, og FN’s humanitære arm OCHA og DACAAR underskriver en ny aftale om strategiske nødhjælpslagre for at sikre hurtige indsatser i forhold til vand, sanitet og hygiejne rundt om i Afghanistan.

2019: Da årsberetningen for 2018 kommer er der fremskridt for næsten alle DACAAR´s indsatser. Næsten en million mennesker nød godt af vore indsatser, en omsætning på over 16 millioner USD (ca. 104 mio. kr.) og alt i alt 1.038 ansatte. De gode i 2018 fik et tilbageslag af oversvømmelserne: I løbet 2019 blev 252.000 mennesker blevet ramt af omfattende oversvømmelser i 28 provinser i Afghanistan. DACAAR’s bio-sandfilter gjorde en stor forskel for at skaffe rent drikkevand, ligesom det mangeårige arbejde med brønde og pumper.

2020: De første måneder stod i corona-smittens tegn. Vores øverste ledelse blev tvunget ud af Afghanistan med de sidste rutefly. Vi måtte gøre, hvad vi kunne, for at beskytte vores 1.000 ansatte. Samtidig satte USA´s og præsident Donald Trumps fredsplan den siddende, svage, afghanske regering skakmat ved at forhandle en fredsaftale ensidigt med Taleban. Afghanistans regering reagerede ved at udnævne hele to præsidenter, men uenigheden fik USA til at skære 1 milliard dollars i hjælpen i 2020 og igen i 2021. Det tegnede til vanskelige forhandlinger i efteråret i Geneve mellem verdens lande og hjælpeorganisationer om en ny halvdel på fire år af den vedtagne udviklingsplan. Første halvdel udløb netop i 2020. Næste del af planen skal løbe fra 2021-2024. DACAAR ønsker naturligvis at forsætte arbejdet så godt som omstændighederne tillader det.

Klik hér, hvis du vil læse den mere detaljerede historie på engelsk.