Den 58-årige cand.mag. i internationale udviklingsstudier og geografi fra Roskilde Universitetscenter (RUC) er tiltrådt som sekretariatschef i hjælpeorganisationen DACAAR, der har de mest sårbare i Afghanistans fattige landområder i centrum.
Link til artiklen i GlobalNyt: https://globalnyt.dk/content/klaus-loekkegaard-ny-sekretariatschef-i-dacaar
Uddrag fra artiklen:
”Klaus Løkkegaard bringer mange års Asiens-erfaring med sig fra bl.a. stillinger som international chef i Red Barnet og regionalchef for Asien i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han også har været udviklingschef.
Han har desuden en Master i Public Administration (offentlig forvaltning) fra Handelshøjskolen i København (Copenhagen Business School – CBS) og tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus..
DACAAR står for Danish Commitee for Aid to Afghan Refugees og har ydet nødhjælp og langsigtet bistand til afghanere og afghanske flygtninge siden 1984. Flere end otte mio. afghanere har angiveligt nydt godt af indsatserne i de 33 år.
I det konfliktramte, fattige land har NGOen flere end 800 lokalt ansatte, der arbejder i i 23 af Afghanistans 34 provinser på fire hovedområder: Vand sanitet og hygiejne; landbrug; udvikling af mindre virksomheder; og forbedring af kvinders vilkår i det stærkt kvinde-diskriminerende land.
Det bl.a. Danida-betalte budget for 2018 lyder på ca. 138 mio. kr. Udenrigsministeriet og DACAAR har netop underskrevet en tre-årig samarbejdsaftale på i alt 61 mio. kr. Andre store donorer er EU-bistandsprogrammet, ECHO, og det norske udenrigsministerium.
DACAAR undergår samtidig en større organisatorisk forandring med en udvidet bestyrelse, et selvstændigt sekretariat og – som nævnt – en ny sekretariatschef.
”Vi er meget glade for den nye struktur og de nye tiltag, som gør DACAAR endnu bedre i stand til at yde en effektiv indsats til den hårdt prøvede afghanske befolkning, der i 40 år ikke har kendt til andet end konflikt,” udtaler Peder Thorning, medlem af bestyrelsen i DACAAR og tillige ansat i Dansk Folkehjælp, der har et langt og indgående kendskab til udviklingsindsatser i Afghanistan.
Den nye bestyrelse er udvidet fra to til tre medlemmer. Ud over Peder Thorning har Mads Bugge Madsen fra fagbevægelsens U-landssekretariat og Ole Frank Nielsen fra Den Danske Afghanistan Komité sæde i bestyrelsen.
DACAAR’s hovedkontor ligger fortsat i Afghanistans hovedstad, Kabul, og har i mere end fire år haft John Morse som landedirektør.
De mest sårbare i Afghanistans fattige landområder er i centrum for DACAAR’s arbejde, og udgangspunktet er altid, at lokalsamfundene selv skal drive udviklingen, hedder det.
En forværret sikkerhedssituation, der har medført flere end 1,5 mio. hjemstavnsfordrevne, og 5,7 mio. hjemvendte flygtninge – heraf 500.000 alene i 2017 – betyder, at mange akutte humanitære behov også skal dækkes.”