DACAAR har netop fået lovning fra Taleban-regeringen om, at der udvises ”fleksibilitet” i hjælpen til kvinder i de jordskælvsramte områder. Det betyder i praksis, at også kvindelige ansatte i DACAAR får adgang til at hjælpe kvinderne. Under alle omstændigheder har det hele tiden været afgørende for DACAAR, at hjælpen også helt generelt når kvinderne ikke mindst igennem hjælp, som når hele storfamilier. Det vil også ske i hjælpen til jordskælvsofre.
- Man kan sagtens blive forvirret over signalerne fra Kabul-regeringen om, at NGO´er eksempelvis ikke må have kvindelige ansatte – og så tillade dem i forbindelse med jordskælvet. Men vi har i hele perioden siden forbuddet fastholdt godt 250 kvindelige ansatte ud af 1.000 lokalt ansatte i DACAAR. Det kan lade sig gøre fordi vi har forhandlet lokalt og lavet aftaler med lokale myndigheder, som godt kan se fornuften i, at vi har kvinder, som kan hjælpe kvinder, i de meget konservative, religiøse samfund. Men signalet fra den centrale regering om at tillade kvinder at deltage i hjælpearbejdet er meget vigtig nu i den akutte hjælp til jordskælvsofre, som vi er i fuld gang med at organisere, fortæller DACAAR´s generalsekretær i København, Klaus Løkkegaard.
Der har udover kritikken fra NGO´er og donorer af at udelukke kvinder, som DACAAR tilslutter sig, også været kritik fra organisationer som Amnesty International om, at Taleban endnu ikke har lukket op for nødhjælp. Men som DACAAR oplever det, så har det plausible, praktiske årsager, der ikke kan tolkes som et politisk motiveret benspænd.
- Vi kan simpelthen ikke komme igennem til ofrene endnu, men regeringen rydder veje efter sten- og jordskred, så vi kan komme helt frem til de værste jordskælvsområder. Vi er derfor på vej med en snes lastbiler, der kører så langt frem, som det kan lade sig gøre nu. Skulle man nå de første jordskælvsofre derfra ville det yderligere kræve 3-4 timers vandring gennem bjergene, og det vil være en ineffektiv måde at hjælpe på. Vi forventer snarest at komme gennem med lastbilerne, siger Klaus Løkkegaard.
DACAAR´s lastbiler skal især transportere omkring 10.000 hygiejne kits som er afgørende for at bremse sygdomsspredning. Dertil er der cirka 2.000 såkaldte biosandfiltre klar. De er på størrelse med en spand, og kan simpelthen rense forurenet vand. I jordskælvsområdet er al vandforsyning brudt sammen, og en af de få chancer for at få drikkevand for ofrene er at bruge overfladevand, som bliver forurenet, når fordrevne samler sig. Endelig er en stribe vandtankbiler på vej til de uvejsomme bjerge, så de er klar til at køre ind i jordskælvsområdet, så snart der er farbart det sidste stykke vej. Imens har myndighederne desuden travlt med at flyve ofre ud med helikoptere, som tilmed han vanskelige landingsmuligheder.
DACAAR forventer desuden en af de nærmeste dage, at få del i en katastrofepulje fra EU´s ECHO-organisation. Pengene derfra skal omgående omsættes i mere hjælpearbejde i jordskælvsområderne.
DACAAR arbejder også i den virkelighed, at man er nødt til at samarbejde med myndighederne, selv om ingen vestlige lande anerkender Taleban-regimet. Til Politiken siger DACAAR´s landedirektør i Kabul, Peder Thorning:
- Som humanitær organisation er det vigtigste, at hjælpen når frem. Men man må også bare sige, at der er en politisk virkelighed, som jeg synes man er nødt til at forholde sig til og så sørge for at bruge de kanaler, som det internationale system har i landet, siger Peder Thorning.
