Læs herunder vores kommentar bragt i Globalnyt, hvor vi argumentere for fortsat dialog som den eneste vej frem for at løse den humanitære katastrofe i Afghanistan, som er den største humanitære katastrofe i verden lige nu.
Verdens donorer og vestlige lande har endnu ikke fundet sine ben at stå på i de dilemmaer, som især har eksisteret, siden Taliban tog magten i Afghanistan og hovedstaden Kabul i august 2021. Nu er tiden for alle parter inde til at finde de pragmatiske, dialogbaserede løsninger frem.
Millioner af afghanske liv afhænger af den dialog netop nu.
Da Taleban tog hele magten i Afghanistan ved erobringen af Kabul, udviklede sig kort efter den humanitære katastrofe, der lige nu er verdens største med hungersnød for millioner af udsatte civile.
De vigtigste dilemmaer for mange af verdens donorer, som betaler for hjælpearbejdet, synes dog lige nu at være, om man kan hjælpe de civile uden samtidig at støtte et fremmed og for dem frastødende værdisæt fra Taleban-regeringen i form af kvindeundertrykkelse og fravær af demokratiske menneskerettigheder?
Det korte svar er ”ja.”
Man kan godt skille tingene ad.
DACAAR´s erfaringer som neutral, upolitisk NGO med at gøre netop det gennem årtier giver eksempler, som mange andre kan bygge videre på.
Hjælp til kvinderne
Man kan også diskutere, hvor meget politik der er i, at DACAAR´s lokale stab hjælper en afghansk landsby eller flygtningelejr med eksempelvis en vandingskanal eller brønde til rent drikkevand. Men politikken kan begynde eksempelvis der, hvor vi også har kvindelige ansatte for godt en femtedels vedkommende. Det har vi ikke ændret på, og DACAAR har fortsat også kvindeprojekter med hjælp til at skabe mindre virksomheder. Vi har kunnet give kvinderne en indkomst gennem eksempelvis syprojekter.
Et grundlag for DACAAR er netop, at vi også ønsker at hjælpe kvinderne til at få en indkomst, og dermed sikre dem vigtigere roller i samfundet og i familierne.
Den gode historie er lige nu, at i DACAAR´s tilfælde har vi hverken før eller efter regeringsskiftet i august 2021 været stillet overfor Taleban-krav om, at de kvinder ikke måtte arbejde for os eller deltage i vores projekter.
I de tilfælde, hvor vi har oplevet modstand, er der ofte tale om enkelte, lokale ledere, som vi har fundet løsninger sammen med hen ad vejen, netop gennem dialog.
Dialog giver kompromis
Forhandlinger også med Taleban går som regel ud på, at alle parter skal give sig lidt, og gå på kompromis.
Sådan er det også for DACAAR.
Når det gælder kvinder, kan vi være ret stålsatte, men hvis prisen for fortsat ansættelse af kvinder er en ændret placering for en vandingskanal eller brønd, som også kan give fornuft, så er der intet problem i at lade det indgå i en dialog, som vi skal have alligevel.
Selvfølgelig kan vi komme ud for, at kravene vokser mod, at vi ansætter kvinder. Her har vi brug for en joker i baghånden. Det er relativt nemt at forklare for os, at det ville stride mod værdisættet hos de donorer, der betaler for hjælpen. Det betyder så også, at donorerne fremover skal være mere tydelige om de krav, de har. En lille NGO som DACAAR kan ikke løfte de spørgsmål alene. Der er vi for sårbare og for nemme at tryne.
I vores tilfælde er der dog god backup fra Danida, EU´s ECHO-organisation og den norske stat, som fortsat bidrager til DACAAR´s samlede årsbudget på op mod 120 millioner kroner om året. Den ultimative udgang på en eventuel konflikt om eksempelvis kvindearbejde er naturligvis, at donorerne trækker støtten, men netop fordi vi opretholder dialogen, synes en så kategorisk udgang heldigvis for DACAAR lige nu meget langt væk.
På et område har vi dog været imødekommende overfor krav. Vi har fået anerkendelse af vores kvindelige stab, men nogle gange er kravet fulgt med om, at de rejser med et mandligt slægtsmedlem, hvis de skal langt ud i felten for at udføre arbejdet.
Det har dog været praksis i nogle områder i forvejen – også før regeringsskiftet – for at give kvinderne en følelse af sikkerhed og beskyttelse. Derfor har de lokale krav de steder ikke påvirket vores arbejde.
Flere positive takter
DACAAR’s humanitære arbejde i Afghanistan under den nye regering oplever faktisk lige nu flere positive takter.
Ikke mindst betød magtovertagelsen i august, at vi nu kan hjælpe i områder, der førhen var alt for usikre til det. Det betyder selvfølgelig mange nye aftaler med et til tider uerfarent embedsværk, men trods forvirring og nogle gange modstridende oplysninger, så kan vi arbejde os igennem det.
Vi har heller ikke oplevet, at Taleban blander sig i rekrutteringer af den lokale stab for at sikre sig sympatisører – med undtagelse af ganske få individer. Her har DACAAR slået hårdt tilbage med succes ved at forklare, at kun de bedst kvalificerede bliver antaget. De fleste ansættelser sker også gennem Kabul, hvilket hjælper på det problem lokalt.
Vi oplever heller ikke krav om, at Taleban mod betaling skal beskytte konvojer ude i felten. Det er set enkelte andre steder, men DACAAR´s politik er afvisning af de tilbud.
Og endelig har der været et ømt punkt omkring skatter. Taleban søgte at indføre direkte skatter for NGO´er i deres områder før magtovertagelsen i Kabul. DACAAR´s holdning har hele tiden været total afvisning af direkte skatter til Taleban, for det vil være uacceptabelt både for vores donorer og for de skatteborgere, som i sidste ende betaler hjælpen.
Hvad vi dog ikke kan sige os fri for er, at lønmodtagere hos DACAAR må betale de skatter, som alle andre i det afghanske samfund pålægges. Er det et kompromis? Måske, men vi finder at den pris er acceptabel.
Taleban er afhængig af fortsat hjælp
DACAAR har arbejdet i Taleban-områder både under deres stærkt kritiserede regeringsperiode fra 1996 og til tårnene faldt i New York i 2001 – og siden gennem den seneste halve snes år i Taleban-erobrede områder – samtidig med, at vi arbejdede i den tidligere og vestligt støttede regerings områder.
Gav det anledning til konflikter? Bestemt.
Men en ting skal hverken verdens donorlande eller Taleban glemme: Civil hjælp er også et pressionsmiddel i enhver konflikt. Når civile sulter, så bidrager det ikke positivt til befolkningens støtte til en siddende regering. Med andre ord er Taleban afhængig af fortsat humanitær hjælp.
De seneste måneder har også vist, at den hjælp ikke kommer ubetinget. Omvendt har Taleban med en stiltiende accept heller ikke for alvor prøvet at spænde ben for hjælpen med de betingelser, der er tilknyttet i DACAAR´s tilfælde.
Tillid skabes med grøn the på afghanske tæpper
Selv om 120 millioner kroner i det samlede budget umiddelbart lyder af mange penge, så er DACAAR blot et lille tandhjul i det store maskineri, som skal til for at afhjælpe den store, aktuelle humanitære katastrofe. Ifølge WFP er 40 procent af de afghanske afgrøder gået tabt det seneste år blandt andet på grund af tørke.
Dialogen med den nye afghanske regering og dens myndigheder er derfor livsnødvendig.
Hvis vi selv skal sige det, så har DACAAR gennem årene opbygget en uforlignelig ekspertise i at se netop lokale ledere i øjnene og ordne dagligdags problemer og eventuelt konflikter siddende på afghanske tæpper og drikke uanede mængder af grøn the med mynte og sukker.
Det er sådan man gør, når der skal opbygges en tillid, som er grundlaget for at skabe resultater i lokalområder, hvor lokale ledere nødvendigvis må involveres.
Vi er dog ikke blinde for, at hvis Taleban-regeringen på et tidspunkt bliver endnu mere etableret, og sætter et samlet pres ind mod NGO´er, FN-organisationer med mere, så er der allerede nu brug for mere dialog på et langt højere niveau, end vi som lille NGO kan præstere på lokalt niveau.
Behov for fortsat dialog
Vi skal helt op på den store klinge, hvor FN, EU, NATO, Verdensbanken, IMF og lande, som tidligere har støttet den forhenværende regering, æder en del stolthed i sig, og i det mindste begynder at tale med Taleban. Ikke for at støtte deres politik, men for at sikre, at hjælpen til de civile kan nå frem.
Det kan også betyde genoptagelse af diplomatiet og eksempelvis ny, dansk repræsentation i Kabul – alene med det mål at opretholde en varm linje for dialog med den nye regering.
Derfor støtter DACAAR fuldt ud den begyndelse, som vi har set ved dialogmøder, først i Norge i slutningen af januar, og siden på et mindre profileret møde i Geneve i begyndelsen af februar.
I Oslo sagde Norges udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, at samtalerne hverken var en “legitimering eller anerkendelse” af de nye ledere, men det var heller ikke en betingelse for dialogen. Heller ikke i Schweiz.
Her landede endnu en Taleban-delegation for over et par dage at diskutere humanitær hjælp med flere hjælpeorganisationer. Alt sammen organiseret af Geneva Call, en humanitær organisation som netop har erfaring med at arbejde i konfliktområder – uden at blande sig i politik.
“Vi har flere års erfaring i samarbejde med Taleban,” sagde Alain Délétroz, generaldirektør for Geneva Call som indledning på møderne.
“Møderne her i Geneve sker i rammen for et fortsat engagement, som skal sikre, at humanitære normer ikke bare respekteres i offentlige taler, men også bliver implementerede på jorden.”
DACAAR er dermed ikke den eneste NGO med blikket stift rettet mod fortsat humanitær hjælps udfordringer samt behovet for dialog.
Som Alain Délétroz sagde, så er 23 millioner afghanere nu under fattigdomsgrænsen.
Også Udenrigsministeriet i Schweiz mødtes med Taleban-delegationen. Talskvinden for udenrigsministeriet, Paola Ceressetti, var helt tydelig med, at hun ikke kun ønskede adgang for humanitær hjælp, men også respekt for menneskerettigheder og specifikt kvinderettigheder. Eksempelvis var det umuligt for udenrigsministeriet i Schweiz at diskutere sundhed eller uddannelse uden at diskutere kvinderettigheder.
Løfterne er der ikke endnu
Er det tomme ord?
Ja, lige nu på den måde, at der hverken i Norge eller Schweiz er udstedt løfter fra Talebans side. Men det vigtige er begge steder, at dialogen er indledt. Taleban ønsker støtte til de nødlidende civile, men siden regeringsskiftet har donorlandede indefrosset over 10 milliarder dollars.
En del af problemet – også for DACAAR – er, at pengene derfor har meget svært ved at komme ind i landet, når der er brug for det. DACAAR har fået hjælp fra FN til helt fysisk at flyve kontanter ind til Afghanistans centralbank, men det er en midlertidig og dyr løsning, indtil overførsler via europæiske banker glider. Det er der begrundet håb om kommer til at ske, men processen er lang for hovedparten af centralbankens reserver er indefrosset i USA.
Efter de seneste meldinger fra USA tyder intet på, at de bliver frigivet. Her synes protester fra Afghanistans tidligere præsident, Hamid Karzai, ikke at hjælpe meget. Vi har dermed brug for en form for garantier fra Taleban, så også bankforretninger kan genoptages i fuldt omfang. Det opnås ligeledes kun i dialog.
I DACAAR vælger vi at være optimistiske for, at dialogen kommer rigtigt i gang. Ikke for den afghanske regerings eller vores skyld, men fordi vi skylder Afghanistans millioner af fattige, udsatte civile at arbejde for dialog som forudsætning for løsninger på en helt akut, humanitær krise.
Link til artiklen her: DACAAR: Fortsæt dialogen med Taleban | Globalnyt