Skip to main content

Otte måneder efter Talebans sejr i Afghanistan fungerer pengeoverførsler fra Danmark til den centrale bank, Afghanistan International Bank (AIB) i Kabul, stadig ikke. DACAAR er netop endt op med en ny fiasko for en bankoverførsel fra Danmark, denne gang 200.000 euro (godt 1,5 mio. kr.). Pengene er ikke tabt – blot kommet retur – og DACAAR kan kun glæde sig over, at der indtil videre er penge nok på DACAAR-kontoret i Kabul, men ad unødigt besværlige veje.

  • Det er forstemmende at problemet for pengeoverførsler stadig ikke er løst af internationale organisationer som Verdensbanken, Den Internationale Valuta Fond IMF og Den Europæiske Centralbank. Vi har et problem, som alle har talt om i månedsvis uden at finde løsninger sammen med alle dem, som kan spille en aktiv rolle for løsningerne. Herunder FN, EU´s Udviklingsprogram ECHO og statslige bistandsorganisationer som danske Danida, svenske Sida og norske NORAD, siger Klaus Løkkegaard, sekretariatschef for DACAAR.

Klaus Løkkegaard er lykkelig for, at det hidtil er lykkedes DACAAR at sende 24 millioner kroner omregnet i dollars i helt fysiske kontanter med FN-fly til Kabul. Herfra er de igen helt fysisk kørt til sikringsrum i AIB, hvorfra DACAAR kan hæve dem og betale lønninger til 1.000 lokale medarbejdere, købe byggematerialer til eksempelvis DACAAR´s livsnødvendige vandingssystemer og de kvindeprogrammer, der fortsat er et af DACAAR´s særkender selv under det nye styre.

  • Kontanter i fly bør kun være en midlertidig løsning. Helt oplagt er der sikkerhedsproblemer i den ordning. Vi skal også betale høje afgifter på op mod 6 % til FN´s sikkerhedsforanstaltninger for at fortsætte ordningen. Penge, som vi hellere vil bruge på hjælpearbejde, siger Klaus Løkkegaard.
  • Det er for ringe, at der ikke er sat større kræfter ind på at løse problemet med pengeoverførsler. Det haster. Vi står midt i verdens største humanitære krise, hvor halvdelen af befolkningen er truet af sult og FN advarer om en desperat udvikling, hvor afghanere er begyndt at sælge både deres børn og organer for at skaffe mad til familierne.

  Allerede for et halvt år siden i oktober 2021 støttede udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) DACAAR i kravet om, at bankerne i Afghanistan og de danske bankforbindelser hurtigst muligt skal fungere igen. Det skete på en konference arrangeret af Udenrigsministeriet og DIIS med titlen ”Afghanistan – hvad nu? – Seminar om den fremadrettede udviklingsindsats i Afghanistan.” Her var der stor enighed mellem DACAAR og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen om bankkrisen mellem bl.a. Danmark og Afghanistan, hvor den kan fremskynde en truende total kollaps.

  • Jeg er fuldstændig enig om problemerne med banksystemet. Vi kan heller ikke komme af med vores penge, replicerede Flemming Møller Mortensen efter et kritisk indlæg fra Klaus Løkkegaard.

  I dag er problemet bare ikke så meget de danske bankforbindelser, men de udenlandske.

  • Vi har faktisk fået meget hjælp og forståelse fra vores danske bankforbindelser. Problemerne begynder i udlandet fordi penge sendes videre ud i et internationalt banksystem. Efter en lang proces med flere af de største internationale banker, der ønskede svar på en stribe spørgsmål, sendte de vores penge videre indtil det gik galt i sidste led, hvorpå vores penge blev returnerede inden de nåede Afghanistan International Bank. På den positive side har vi derfor ikke mistet penge, men heller ikke fået dem overført, konstaterer Klaus Løkkegaard.
  • Vi er forbi en overgangsfase. Nu kan vi gøre en forskel med hjælpearbejdet fordi der ikke er de samme kampe, som førhen blokerede os i mange områder. Det kan og bør også kunne lade sig gøre at få pengeoverførsler, hvis det internationale samfund presser mere på. Det bør ske nu for uret tikker mod en enorm katastrofe, siger Klaus Løkkegaard.