Zetlands journalist, Andreas Thorsen, har konfronteret DACAAR´s Klaus Løkkegaard omkring det store spørgsmål om hjælpearbejde er indirekte støtte til Taleban.

Ni måneder efter Taleban vandt krigen i Afghanistan og satte sig på magten står Vesten over for dilemmaet – hvordan hjælper man afghanerne uden at hjælpe Taleban?

  • Det er et relevant spørgsmål, for en organisation som DACAAR er i sin grundsubstans politisk uafhængig. Vi er sat i verden for hjælpe civile afghanere i nød – ikke for at hjælpe hverken den nuværende eller tidligere regering eller bevæbnede oppositionsgrupper til at nå magten eller fastholde den, siger Klaus Løkkegaard, DACAAR´s sekretariatschef, om podcastens emne.
  • Når det er sagt er vi nødt til at have en dialog med de til enhver tid regerende magthavere. Vi skal bruge tilladelser til at arbejde, ansætte, importere og skabe økonomisk aktivitet. Det kan Taleban indirekte få noget ud af, men samtidig må vi som humanitær organisation stå fast på humanitære principper. Ikke mindst kvinderettigheder og ligebehandling af mennesker uanset etnisk tilhørsforhold og politisk observans. Og ja, det er svært, men vi prøver at holde fast. Vi skal forene de principper samtidig med vores vigtigste mission, der er at sørge for overlevelse af de millioner af afghanere, som trues af sult og har mistet deres livsgrundlag. FN anslår, at over halvdelen af den afghanske befolkning, 24 millioner, har brug for nødhjælp for at klare sig. Vi hører historier om familier, der sælger deres børn. Om mennesker, der sælger deres nyrer. Jeg håber, at jeg i podcasten gør rede for DACAAR´s position under de enorme dilemmaer, siger Klaus Løkkegaard.

I Afghanistan er der nu skabt sikkerhed, som gør at DACAAR kan være 100 % operativ selv i områder, hvor det var umuligt før. Desværre viser udviklingen, at det ikke nødvendigvis holder ved med den ustabilitet, som pashtunsk dominans historisk set udløser. Og i løbet af den netop overståede ramadan er hundredvis af afghanere dræbte. Terrorgruppen Islamisk Stat tog skylden for terrorangreb i flere byer, især mod det shiamuslimske mindretal.

  Dertil er der er enorme økonomiske problemer. Regeringen i Kabul arbejder med et budgetunderskud på 501 millioner dollars for dette finansår. Men politikken ændres ikke. 

  Hvor langt rækker Vestens tålmodighed med Taleban spørges der i podcasten?

  Et af Vestens dilemmaer er, at efter at Taleban vandt krigen i Afghanistan, lovede de, at de var forandrede. Der skulle være fred og sikkerhed i Afghanistan, og kvinder skulle have flere rettigheder end sidst, den islamistiske gruppe var ved magten fra 1996 til 2001. 

  Klaus Løkkegaard konstaterer i podcasten, at løfterne ikke blev holdt, men at de civile stadig er dem, der lider mest, og derfor fortsat har et voldsomt behov for DACAAR´s hjælp.

  • En af vores udfordringer er, at så længe dilemmaerne består vil donorerne – også DACAAR´s – helst yde 1-årige fremfor eksempelvis 3-årige bevillinger. Der er brug for langsigtet hjælp og langtidsholdbare projekter med hjælp til selvhjælp. Vi må derfor opfordre donorerne til langt mere tydeligt selv at trække de grænser, som de finder nødvendige. I øjeblikket er organisationer som DACAAR en form for mellemled mellem donorer og Taleban. DACAAR kan ikke føre politik på donorernes vegne og deres politiske beslutningslags vegne. Vi har ud over mange dilemmaer også vores lokale som udsendte medarbejderes sikkerhed at tænke på, påpeger Klaus Løkkegaard.

Hør podcasten her: https://www.zetland.dk/historie/se2Vzg4p-aopXLwdn-02071