Turbulensen i Afghanistan har haft voldsom, negativ effekt for DACAAR´s lokale stab i Afghanistan, som i månederne efter Talebans magtovertagelse i Kabul 16. august 2021 blev reduceret med en tredjedel. Men i takt med mere ro på kampene militært, og det nye styre får etableret sig, så er DACAAR nu tilbage med fuld styrke i personalet. Især er det glædeligt, at det er lykkedes DACAAR at ansætte 100 kvinder siden nytår, påpeger Klaus Løkkegaard, sekretariatschef for DACAAR.
- DACAAR har kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet og deres rettigheder i Afghanistan højt på agendaen. Det, at vi nu kan bidrage til kvindernes beskæftigelse trods regeringens skrappe restriktioner, er faktisk større end det lyder, siger Klaus Løkkegaard.
Klaus Løkkegaard henviser især til restriktioner mod kvinder om øget tildækning, nye begrænsninger på skolegang og uddannelse samt forbud mod, at kvinder rejser alene uden nærtstående, mandlig ledsager. Nu er de 100 kvinder især ansat til hygiejne- og sanitetsprojekter, hvor kvinder taler med kvinder og kan gå fra dør til dør og forbedre familiernes sundhed.
De seneste tal for kvinders andel af de ansatte lyder på 17,15 %.
- Det er utilfredsstillende og ambitionen er at få kvindernes andel langt højere op. Det er ikke nemt, men helt afgørende for at opretholde DACAAR´s værdisæt, at vi arbejder stenhårdt på at øge kvindernes muligheder i Afghanistan, fastslår Klaus Løkkegaard.
Siden nytår er der også ansat knap 200 mænd, så DACAAR nu igen er oppe på samlet godt 1.000 ansatte. Ved årsskiftet til 2022 var DACAAR helt nede på 650 ansatte på grund af vanskeligheder med at overføre penge til kontoret i Kabul – samt nedsmeltning af økonomien og administrationen i Afghanistan. Men midt i glæden over, at DACAAR er tilbage på fuld styrke, er der også lidt malurt idet der hovedsageligt er tale om kortere projektansættelser.
- Vi har eksempelvis fået 20 mio. kroner som en etårig bevilling fra Danida, men tidligere kunne vi arbejde mere langsigtet med treårige bevillinger. Det er især sultkatastrofen i Afghanistan, der får donorerne til at sigte på nødhjælp, men forebyggelsen svigtes, når man eksempelvis ikke kan bygge større vandprojekter, der sikrer forsyninger under såvel tørke som oversvømmelser. Langsigtede projekter er i længden langt billigere end nødhjælp, konstaterer Klaus Løkkegaard.
Han henviser også til, at nedsmeltningen i økonomien nu har øget migrantstrømmen mod især Iran. Det gør menneskesmugling til en voksende udfordring.
- Det øger ikke mulighederne for at rette op på sultkatastrofen, da også mere veluddannede afghanere flygter. Vores nyansættelser er en dråbe i havet i forhold til behovet for beskæftigelse og ny økonomisk fremgang. Det er helt nødvendigt, at alle tilgængelige kræfter nu bidrager til at afhjælpe en sultkatastrofe, som truer halvdelen af Afghanistans civile, siger Klaus Løkkegaard.