De store verdensorganisationer som FN, EU, Verdensbanken og selv det danske og de øvrige, europæiske udenrigsministerier, er nødt til at gå i dialog med Taleban for den udsatte, civilbefolknings skyld. Altinget har interviewet DACAAR i forbindelse med, at DACAAR har ansat 100 kvinder siden nytår – og her understreges behovet for mere opbakning.
De nye ansættelser er kun et lille bidrag til at bedre Afghanistans kvinders situation, men med en sultkatastrofes hærgen over Afghanistan, så er det de store organisationer, der kan flytte noget for alvor hos Taleban – ganske enkelt ved at stille betingelser for bistanden i en fortsat dialog. Mindre NGO´er som DACAAR kan ikke ændre noget afgørende alene i det store billede af Talebans skærpede restriktioner mod kvinder.
Danmark og det øvrige Norden, Europa og USA vil ikke anerkende Taleban, men det er heller ikke afgørende for en nødvendig dialog med dem. Man behøver heller ikke oprette nye ambassader i Kabul, men en form for repræsentation vil være gavnligt.
I Altingets artikel siger sekretariatschef for DACAAR, Klaus Løkkegaard, at han godt forstår, at man fra politisk side er afvisende overfor at støtte Taleban. Men den samlede vestlige verden kan blive nødt til at gå i dialog med Taleban, hvis man skal kunne hjælpe de civile afghanere på længere sigt, mener han.
– Jeg siger ikke, at man skal støtte Taliban. Men vi kan som organisation ikke have dialoger på samme niveau som EU, Verdensbanken og nationer. Det er dem, der kan bide skeer med Taliban, siger han, og uddyber:
– Så længe verdenssamfundet melder sig ud, har det heller ikke indflydelse på og overblik over, hvor Taliban flytter sig hen. DACAAR kan ikke flytte på Taliban, understreger Klaus Løkkegaard.
Læs hele Altingets artikel her: