Skip to main content

Et kendt ansigt i Den Danske Komité for Hjælp til Afghanske Flygtninge (DACAAR) skifter kasket, når nuværende bestyrelsesleder, Peder Thorning, bliver ny landedirektør for DACAAR i Afghanistan med hovedsæde i Kabul per 1. august.

  ”Jeg er klar til nye udfordringer efter spændende stillinger hos Dansk Folkehjælp. Det er dog på en lidt kedelig baggrund, for DACAAR har brug for ro på bagsmækken. Det vil jeg gøre mit yderste for at levere,” fortæller Peder Thorning, som har kontrakt for foreløbig to år.

  DACAAR blev udfordret, da sydafrikanske Jan de Waal på grund af helbredsproblemer desværre kun nåede et halvt år på direktørposten. Siden juni har vicedirektør Shah Wali haft den daglige ledelse. Shah Wali har arbejdet for DACAAR i tre årtier, og han og det øvrige, lokale lederteam er blandt de vigtigste årsager til, at Peder Thorning overvejede skiftet:

  ”Jeg kender den lokale ledelse som bestyrelsesleder, og er helt tryg ved dem. Vi har en dygtig, loyal og stabil ledelse for 1.000 dygtige, afghanske medarbejdere.” 

  Der var også andre overvejelser ved at sige ja til udstationeringen.

  ”Selvfølgelig har jeg især tænkt på min hustru, vores datter på vej i 3.g, og sønnike på vej i 9. klasse. De bliver på Sydsjælland, for det vil næppe fungere med familien i Kabul.  Men jeg kommer jævnligt til Danmark, og teknologien bringer os tæt på hinanden i hverdagen. Vi prøvede noget lignende, da jeg for Udenrigsministeriet var tre år i Sydsudan. Der var borgerkrig, og det har Afghanistan ikke i samme grad nu. Den bedre sikkerhed åbner for, at DACAAR kan hjælpe mennesker, som før var helt isolerede. Det er vigtigt – uanset hvad man mener om Taleban-styret.”

  ”Dertil glæder jeg mig til at bidrage til at rulle DACAAR’s nye 3-årige strategi ud. Jeg har i bestyrelsen deltaget i de strategiske diskussioner, og nu skal strategien ud og leve. Det gælder blandt andet for klimatilpasning og at give de fattigste afghanere bedre muligheder for at skabe en indkomst.”

  Til gengæld vokser de afghanske udfordringer især med restriktioner mod kvinder. Udover, at kvinder officielt ikke må arbejde for internationale NGO´er, så må de eksempelvis heller ikke køre bil, tale offentligt, tale højt i eget hjem, eje en mobiltelefon, bære lyse farver eller høje hæle, synge eller tage en uddannelse ud over sjette klasse.

  ”Jeg er stolt af, at DACAAR stadig lykkes med at have et betydeligt antal kvinder ansat. Det skal vi fortsætte med. Afghanistan er et traditionelt samfund, og     DACAAR er helt afhængig af kvindelige kolleger for at kunne hjælpe andre udsatte kvinder med bl.a. vand, sanitet og hygiejne. Den dag, vi ikke kan det, bliver også dagen, hvor vi må overveje, om vi skal være i Afghanistan,” siger den nye landedirektør.

  ”Den største tragedie er, at piger forhindres i at uddanne sig. Det er ikke kun synd for pigerne og fjernt fra Danmarks og DACAAR´s værdigrundlag, men også en kæmpe udfordring for Afghanistans sociale og økonomiske udvikling. Det forbud ser vi gerne fjernet, men det kan kun opnås med pres fra langt stærkere aktører end os i det internationale samfund – og fra den afghanske befolkning, som er tættest på at kritisere forbud, der går ud over deres egne døtre. Det lyder måske lidt kynisk og svært at acceptere, men skal DACAAR overhovedet kunne hjælpe civile i Afghanistan, så må vi fokusere på vores basale, begrænsede mandat, nemlig at hjælpe udsatte, civile afghanere i en akut, humanitær sultkatastrofe og under ødelæggende klimaforandringer.”

  DACAAR´s ny bestyrelse skal nu konstituere sig med en ny leder efter sommer. Dansk Folkehjælp vil fortsat være repræsenteret i bestyrelsen for den 41 år gamle organisation, ligesom topchefen fortsat er generalsekretær, Klaus Løkkegaard.

  ”Jeg kender Peder Thorning fra mange års godt samarbejde med bestyrelsen. Det er rart, at vi ikke skal finde hinanden først. Peders inkluderende ledelse vil blive godt modtaget i Kabul, og han vil falde i god jord hos vores internationale partnere,” fastslår Klaus Løkkegaard.

BLÅ BOG:

  • Peder Thorning, 53 år.
  • Cand. mag i Samfundsfag og Historie.
  • MA i internationale relationer (University of Sheffield)
  • Udstationeret 14 år i Afrika for bl.a. MS ActionAid (Zambia, Uganda og Zimbabwe), Danske Handicaporganisationer (Uganda og Rwanda), samt Udenrigsministeriet (Sydsudan).
  • Fra 2017: Udviklingskoordinator for Dansk Folkehjælp.
  • Bestyrelsesmedlem hos DACAAR, de seneste 7 år som bestyrelsesleder.