Skip to main content

DACAAR har fået knap 30 millioner danske kroner (4.000.000 euro) i en ny og vigtig bevilling fra den Europæiske Union, EU´s bistandsafdeling. Pengene går til projekter, der skal give afghanerne bedre adgang til sikkert, rent vand, sanitet og hygiejne (såkaldt WASH.)  Det sker i nogle af Afghanistans mest udsatte og sværest tilgængelige områder, hvor målet er at nå over 640.000 mennesker, heraf halvdelen kvinder. Projektet løber et år fra 1. august 2026 til 31. juli 2027 og rammer lige ned i DACAAR´s kerneområder indenfor WASH. 

  • EU er DACAAR´s største donor, og i en tid hvor amerikanske USAID og andre af verdens store donorer holder igen med bistand til Afghanistan, så er det afgørende vigtigt for de udsatte, civile afghanerne, at EU ikke glemmer Afghanistan, siger DACAAR´s generalsekretær, Klaus Løkkegaard.
  • De projekter, som DACAAR kan gennemføre for EU´s penge, er et spørgsmål om liv og død for hundrede tusindvis af afghanere. FN har i år en forventning om, at 2,8 millioner afghanere bliver presset hjem fra Iran og Pakistan, hvilket øger Afghanistans humanitære katastrofe. Ofte har de tilbagevendte ingenting, når de ankommer. Vi ved, at uden rent vand og sikker hygiejne, vil mange af de afghanerne være ekstra modtagelige for sygdomme, som bliver dødelige når de ikke kan komme under behandling, siger Klaus Løkkegaard.

Projekterne har mange elementer, men fokuserer især på at give afghanerne stabil adgang til rent drikkevand. Det sker gennem sikring af vandkilder, boring af nye brønde og vandnetværk i rør samt løbende vandkvalitetstest og klorering for at forebygge vandbårne sygdomme.

Dertil forbedres saniteten i husholdninger, skoler og sundhedsklinikker ved at opføre latriner, badefaciliteter og forbedre hygiejnen, blandt andet gennem kurser og udlevering af hygiejne-kits. Et særligt krisetillæg i EU´s bevilling gør det muligt at reagere hurtigt ved sygdomsudbrud eller pludselige nødsituationer.

DACAAR gennemfører projekterne i partnerskab med den nationale organisation, EPTDO, som er eksperter i tiltag til at modstå de ekstreme klimaforandringer i Afghanistan og i miljøbeskyttelse. Samarbejdet sikrer, at alle DACAAR´s nye WASH‑aktiviteter får fokus på bæredygtighed og klimatilpasning.

Med den nye EU-støttede indsats fortsætter DACAAR sit arbejde med at forbedre levevilkårene for sårbare familier i Afghanistan og styrke deres modstandsdygtighed over for kommende kriser.

LÆS MERE OM EU´S HJÆLPEPROGRAMMER HER