Skip to main content

En ny DACAAR-video viser, hvordan et tømrerkursus og et startstilskud til værktøj har ændret livet for den tilbagevendte flygtning Ajab Khan til det bedre. Videoen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=H0nijU1dZvg

Af Zohal Nasrat

DACAAR støtter udviklingen af mindre virksomheder for at forbedre livskvaliteten og mulighederne for at skaffe sig et levebrød blandt udsatte landmænd og unge i Afghanistan.

En af dem er Ajab Khan, som fik seks måneders erhvervsuddannelse som tømrer i DACAAR, der støtter små virksomheder.

”Før jeg kom på tømrerkursus, var jeg daglejer og arbejdede for omkring 300 AFN (25 kr.) om dagen. Det var slet ikke nok, og vi havde store økonomiske problemer,” siger Ajab Khan.

Han er vendt hjem efter at have været flygtet til Pakistan og bor i en husstand med 14 familiemedlemmer i Bagrami-distriktet i den lille landsby Haji Munji, som ligger kun en times kørsel øst for Kabul.

Han fik en seks måneders erhvervsuddannelse som tømrer i DACAAR i 2017.

”Jeg blev færdiguddannet og fik et certifikat. Nu underviser jeg andre i tømrerarbejde og tjener fra 1.000 op til 1.500 AFN om dagen (80 kr. til 125 kr.). Jeg har selv uddannet to elever som lærlinge, og de arbejder nu for mig,” fortæller Ajab Khan.

Vigtigt at læse og skrive

Som en del af erhvervsuddannelsen underviser DACAAR også de studerende i at læse og skrive. Ajab Khan lærte også disse færdigheder, og hans mening om det at uddanne sig ændrede sig markant.

”Jeg gik ikke i skole, men erhvervsuddannelsen lærte mig, hvordan man skriver tal på engelsk. Når jeg nu får bestillinger på arbejdet, ved jeg, hvordan jeg skal skrive kundernes navne. Det gør mig glad, ” siger han og tilføjer:

”Mine brødre går nu også i skole, og de arbejder for med mig efter timerne. Jeg hjælper dem med deres studier, og jeg har på fornemmelsen, at deres fremtid er lys.”

DACAAR forsynede også Ajab Khan med alle de nødvendige maskiner for at starte sin egen virksomhed.

”Da jeg blev uddannet, havde jeg ikke selv råd til at købe maskinerne, men DACAAR gav mig et starttilskud,” forklarer han.

En god indkomst

Nu tjener Ajab Khan cirka 30.000 AFN (2500 kr.) om måneden i sit eget værksted med sine to elever, der nu er lærlinge. Det er mere end en seniormedarbejder i et ministerium i Afghanistan tjener.

Han er meget tilfreds med sin tømrerforretning og mener, at DACAAR bør fortsætte med at tilbyde lignende erhvervsuddannelser til unge, der er arbejdsløse eller ikke går i skole.

”Jeg ønsker, at DACAAR også tilbyder sådanne kurser til andre. Det betyder mindre, hvad erhvervsfærdighederne er. Det kan være tømrerarbejde, skræddersyning eller noget helt andet. Det vil forhindre dem i at hænge ud på gader og stræder,” tilføjer han.

Dagmar Ruehrig, Jan Kjær og Abdul Mateen har bidraget til historien.