Foto: Keld Broksø

31.03.20: Chef i Dacaar: Trumps svækkelse af Afghanistans regering truer civile liv

Trumps fredsaftale med Taleban og hans nedskæringer på hjælpen til Afghanistan gør det vanskeligere at levere nødhjælp og udviklingsstøtte til afghanerne.

Debatindlæg i Politiken

Af Klaus Løkkegaard, sekretariatschef for DACAAR

Efter mere end 40 års krige i Afghanistan lyder USA’s præsident, Donald Trump, mildest talt utroværdig, når han mener, at USA’s ensidige fredsaftale med oprørsgruppen Taleban skaber fred. At han samtidig vælger at skære 1 milliard dollar af hjælpen til landet, gør blot freden endnu mere usandsynlig. Begge tiltag tager samtidig den danske hjælp til civile afghanere som gidsel.

Hos Den Danske Komité for hjælp til Afghanske Flygtninge, Dacaar, har vi alene i selve Afghanistan 1.000 lokale ansat. Vi laver med dansk, norsk og EU-støtte vandprojekter, forbedring af sanitet og hygiejne, landbrugsudvikling, naturopretning ved tørkekatastrofer, udvikling af mindre virksomheder og ikke mindst forbedring af afghanske kvinders vilkår. Donald Trumps såkaldte fredsaftale vil få alvorlige konsekvenser for alle indsatserne.

Men er det ikke i orden at søge fred? Er det ikke det, vi skal, kunne man spørge. Og selvfølgelig er det det. Men problemet er, at Donald Trump ikke tog hensyn til civile afghanere i fredsprocessen. Han tog hensyn til amerikansk indenrigspolitik og ikke mindst til sin egen valgkamp, og her er det vigtigt for ham hurtigt at få amerikanske tropper ud af Afghanistan. Det er baggrunden for hastværket i hans soloforhandlinger med Taleban.

Problemet er, at Trumps fredsaftale svækker en svag afghansk regering endnu mere. Det er den regering, som alverdens landes hjælpeprogrammer samarbejder med, herunder de danske.

Afghanistans regering gør det så hellere ikke nemmere for sig selv ved netop nu at have indsat to præsidenter (!), Asraf Ghani og Abdullah Abdullah, men Trumps fredsaftale kører regeringen midt over. USA beder den blot samle stumperne fra sin egen fredaftale og få det til at fungere, tak.

Resultatet? Dem, som kan huske 1993, hvor alene Kabul havde seks frontlinjer, ved, at militær fragmentering er en afghansk specialitet. Os med fødderne på afghansk jord i DACAAR har altid været udfordret på sikkerheden, men vi har som regel vidst, hvem vi kan forhandle med, for at få adgang til at udføre vores civile hjælpearbejde. En svagere afghansk regering betyder, at lokale krigsherrer igen befæster deres egne områder, når de ikke kan regne med regeringen. Nye frontlinjer og mere lovløst ingenmandsland er resultatet. En uges våbenhvile mellem USA og Taleban er for længst brudt med adskillige krigshandlinger. Bremsen på Talebans fortsatte erobring af land er allerede sluppet igen. Hvem vi skal forhandle med nu for at udføre vores arbejde synes allerede mere uoverskueligt i dag end i går.

I DACAAR tager vi de civiles parti og fortsætter hjælpearbejdet, så længe vi kan.

Stopper vi, så vil mange fattige afghanere dø. Så kynisk enkelt er det.

Når Trump tager dansk civil hjælp i Afghanistan som gidsel med sin ”fredsaftale” er det også alvorligt i lyset af de kommende forhandlinger om fortsat civil hjælp til Afghanistan.

Dansk hjælp fungerer kun i koordination med øvrige landes hjælp, og i år udløber første halvdel af en otteårig rammeaftale med den afghanske regering om verdens hjælp. De kommende måneder og hen over efteråret skal verdens donorer i Geneve altså forhandle med en yderligere svækket afghansk regering i politisk granatchok. Det kan der komme to ting ud af.

Generelt kan bistanden blive skåret ned alene på grund af det. Og den tilbageværende bistand, som skal ud at arbejde, får sværere vilkår. DACAAR og mange andre organisationer skal derfor kæmpe på to fronter. Vi skal fortsat have hjælpen frem – og vi skal sikre fortsat bistand, når verden kan risikere at give op med en svækket afghansk regeringspartner.

Ved seneste forhandling stod alene Danmark parat til at investere op til 1,7 milliarder kroner fra 2017 – 2020 for at hjælpe Afghanistan med sikkerhed, stabilitet og reformer. I dag har Danmark og resten af verden en fortsat forpligtelse til at sikre opbygning af Afghanistans civilsamfund, når USA med Donald Trump kun synes at tænke på sig selv. Alternativet til det er ikke blot, at det Taleban, vi kæmpede militært imod, sikrer sig total magt med alt, hvad det indebærer af kvindeundertrykkelse, udemokratisk lovgivning og risiko for terrorspredning.

Taleban har hidtil ikke vist tegn på at tolerere andet end sin egen tolkning af islam og andre ledere end sine egne. En total Taleban-sejr uden et stærkt dansk og øvrigt udenlandsk pres på et kompromis med regeringen vil formentlig også betyde risiko for, at den civile hjælp, som DACAAR og andre leverer, får skruet mere ned for hanerne i donorlandene.

Også derfor tager Trump dansk civil hjælp i Afghanistan som gidsel med sin ensidige fredsaftale. Danmark har som bekendt mistet 43 soldater i Afghanistan. Vi skylder dem, alle civile afghanske ofre og andre landes ofre at bane vejen for, at 19 års militær indsats kan afløses civil, social og økonomisk hjælp. Det kræver, at Danmark og resten af verden må vælge en anden tilgang en USA og insistere på, at den afghanske regering, hvor umulig den end synes at være lige nu, får mulighed for fortsat at spille en rolle i Afghanistan.

Ikke af hensyn til den afghanske regering, men af hensyn til de civile.

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7705035/Trumps-svækkelse-af-Afghanistans-regering-truer-civile-liv