DACAAR´s Klaus Løkkegaard var 31. Marts på TV2-News midt under Corona-krisen, som nu for alvor er ved at bide sig fast i Afghanistan også.
Klaus Løkkegaard fortalte bl.a., at lige nu ser DACAAR ind i det scenarie, at corona kan smadre to årtiers dansk hjælp til Afghanistan, siden tårnene i New York faldt. Danmark giver lige nu 400 millioner om året til civil hjælp i Afghanistan – vores største modtagerland overhovedet. DACAAR får 20 mio. af dem (knap 1/6 af dansk hjælp) ud af vores budget på 120 mio.
Der er 3 årsager til danske penge ikke kan komme ud at arbejde, hvor den sidste er Corona-krisen, som forværrer det hele.
Donald Trumps USA har lavet en såkaldt fredaftale kun med Taleban, som kontrollerer halvdelen af Afghanistan. Den aftale er kørt helt uden om den regering, som resten af verden forhandler med. Det betyder at regeringen fremstår i politisk granatchok. Så meget at Taleben nu nægter at forhandle med regeringens forhandlingsdelegation, der bl.a. tæller fire kvinder.
Det gør det værre, at Afghanistans regering nu har indsat to præsidenter fordi de ikke kan blive enige om, hvem det skal være. Som straf har USA skåret en milliard dollars i bistand. USA er en stor samarbejdspartner for resten af verden i Afghanistan.
Oven i de to ting er corona-krisen i Afghanistan en bombe under resten af verden fordi den er umulig at styre. Sundhedsvæsenet er så godt som ikke eksisterende efter 40 års krig.
Konsekvenserne er:
Selv om vi bliver ved så længe som muligt i DACAAR med hjælpearbejde ser vi lige ned i en afgrund for dansk bistand. Faktum er, at corona-smitten kan smadre to årtiers dansk hjælpearbejde. Alle vores erfaringer, infrastruktur, produktion og kontakter står på spil, berettede Klaus Løkkegaard
Klaus Løkkegaard henviste til, at Sundhedsminister Ferozuddin Feroz har netop sagt, at op mod halvdelen af befolkningen forventes at få Covid19-smitte. Over 100.000 forventes at dø fordi folk er svagelige på grund af krigen. Kabul har lige nu kun ét hospital, som kan diagnosticere corona-patienter – det har 150 pladser.