Skip to main content

DACAAR har netop med succes sluttet 37 afghanske kvinders erhvervstræning støttet med 750.000 kr. fra Novo Nordisk Fonden. Kvinderne havde i forvejen fået grunduddannelser i syning og broderi, men de havde svært ved at få solgt deres produkter. Dels skulle kvinderne lære flere og mere avancerede, salgbare designs, og dels skulle de hjælpes i gang med salget.
Det er en succes i sig selv, at kun tre kvinder forlod projektet på grund af familiernes restriktioner eller bryllupper. 7 kvinder arbejder og undervises fortsat i DACAAR´s center, mens de øvrige arbejder hjemmefra undtaget et par dage om ugen, hvor de får fortsat træning
Uddannelsen over 15 måneder viser nu vejen frem for DACAAR´s projekter.

– Næsten alle kvinderne har nu fået indtægter fra deres produkter. Det ser vi som en stor succes, siger DACAAR´s sekretariatschef i København, Klaus Løkkegaard.
– Samtidig viser kvindeprojektet DACAAR´s øgede fokus på initiativer, der skal forbedre kvindernes muligheder for at bidrage til familiernes økonomi i vores hjælpearbejde fremover. Det er vigtigt at give kvinder højere status, for både i Taleban-områder og uden for deres erobrede distrikter er samfundet konservativt mandsdomineret. Kvinder får simpelthen højere status, når de bidrager med indtægter til familien, fastslår Klaus Løkkegaard.

Projektet WOMEN (Women Owned Market Economy Network) fandt sted i Bagrami distriktet i Kabul-området, og DACAAR bygger videre på de resultater, som blev skabt med NOVO-bevillingen:
• DACAAR-centret tjener nu penge til det videre projekt ved at sælge tøjprodukter.
• Kvinderne får nu ordrer fra det omgivende samfund. De holder et marked hver torsdag, og er klar til at ekspandere markedet til andre lokalsamfund.
• DACAAR-centret er så optimistisk, at lokalerne til projektet er lejet for det kommende år – uden en ny NOVO-bevilling.
• De nødvendige sikkerhedsvagter udenfor centret betales nu af kvinderens egen indkomst.

Udfordringerne i projektet beskriver Anara på 40 år sådan:

“I begyndelsen tillod min familie mig ikke at arbejde I centret, men jeg forklarede dem om fordelene og de gode muligheder for at lære noget, og min familie støtter mig nu.”
Robina på 21 år taler også om en ny selvtillid.

Se via linket en kort videodokumentar fra DACAAR´s journalist i Kabul, Zohal Nasrat, om, hvordan projektet gavnede én af de 37 modtagere, den handicappede, 20-årige kvinde, Zarsanga, som samtidig skal understøtte en familie med 15 medlemmer:
https://dacaar.org/women-vocational-training-graduates-join-forces-to-gain-better-entry-into-the-kabul-garments-market/