Kommentar af Klaus Løkkegaard, sekretariatschef for DACAAR med 1.000 ansatte i Afghanistan.
Mens militæranalytikerne udlægger voldsomme scenarier for Afghanistan efter USA, Danmark og øvrige allierede har besluttet at forlade Afghanistan militært efter 20 år på den symbolske dato 11. september 2021, så ser DACAAR fremad for civilbefolkningen: Vi ser utvivlsomt ind i en tid med voldsom turbulens for millioner af fattige og for vores 1.000 lokalt ansatte, der jævnligt udtrykker bekymring, men vi ser også et ekstremt behov for, at civile, udsatte afghanere ikke føler, at de lades i stikken.
Mange vil spørge: Når de allierede tropper forsvinder – gør civil hjælp det så ikke også?
Historisk er der paralleller: Da det sovjet-støttede, kommunistiske styre brød sammen i 1992 forsvandt udenlandsk, civil hjælp stort set også, og et magtvakuum udløste den hidtil værste borgerkrig med seks frontlinjer alene gennem Kabul i 1993. Det blev først ændret i 1996, da Taleban tog magten, inden de blev væltet i 2001/2002 af allierede tropper som modreaktion på Al Qaidas angreb på World Trade Center i New York 11. september 2001.
Det vil være ærgerligt at gentage fejltagelser og svigte den civile hjælp af den ene eller anden storpolitiske årsag. Vi ved nu, at det giver risiko for mere verdensomspændende terrorisme og migration, som ingen vestlige allierede ønsker.
Mens storpolitik er kompliceret, så er fattige civiles situation ligetil: De mest udsatte rammes hårdest. Der er en sandhed i klichéen om, at når krybben er tom bides hestene. Uden midler hægter svagt stillede civile sig på de stærkeste krigsherrer, som kan skaffe midlertidig tryghed, indkomst blandt andet fra opiummarkerne, handel – og især lønnede jobs i militser. Det er en enkel opskrift på mere konflikt – man vil kæmpe om territorier og de penge, der nu er.
Civil hjælp er stærkt ”våben”
Vejen frem er at sikre uddannelse kombineret med adgang til rent vand, fødevarer og afsætningsmuligheder af reelle varer – og dermed økonomisk vækst og værdige liv. Alt sammen noget, som DACAAR har hjulpet til med i snart 40 år, uanset hvem, der har siddet ved magten. Civil hjælp er et af de stærkeste ”våben” til at sikre et stabilt Afghanistan. Danmark ligger lunt, men er dråben i et større hav. Afghanistan er i hele 2021 Danmarks største samarbejdsland i ulandsbistanden. 425 mio. kroner bruger Danmark i år på hjælp til Afghanistan. Men ingen ved, hvordan det ser ud fra 2022.
Man skal ikke skære i civil hjælp, når tropperne trækkes ud – den skal tværtimod sættes op. FN´s OCHA (Office for the Coordination of Humanitarian Affairs) har i sin reviderende plan (Afghanistan Humanitarian Response Plan 2018-2021) opregnet, at 18,4 millioner afghanere er i humanitær nød i 2021 som resultat af covid-19, konflikt og naturkatastrofer. Det er halvdelen af Afghanistans folk.
Hertil lider hele befolkningen under ødelagte samfundsstrukturer, ineffektivitet og korruption i alt lige fra sundhedsvæsenet til opbygningen af infrastruktur og sikkerhed fra politi og retsvæsen.
Quick fix droppet
Da Joe Biden 20. januar indtog det ovale værelse i USA, var der straks spænding om han overtog forgængeren Donald Trumps ”quick fix” ved at hive alle tropper ud 1. maj.
Nu er der lagt op til en løsning, som giver alle parter lidt mere tid til at tænke sig om. Et chokvakuum midt i fastlåste fredsforhandlinger i Doha, Istanbul og endda Moskva ville ikke gavne de udsatte, fattige afghanere, som ikke har brug for mere militært kaos med alt, hvad der følger af flygtningestrømme, sygdomme, sult og tørst.
Som ny præsident var der international forventning til Joe Biden om, at han skulle udstikke en ny retning. Den er nu kommet. For hjælpeorganisationer som DACAAR, der med ansatte afghanere sikrer blandt andet rent drikkevand til de fattige, tillader vi os et spinkelt håb. Ifølge Reuters var fredsforhandlingerne i Doha i Qatar mellem regeringen og Taleban gået i stå – simpelthen fordi man netop ventede på signaler fra Joe Biden. Det signal er så kommet nu. Nu er bolden og ansvaret ved fredforhandlingerne i Istanbul og Doha.
DACAAR sætter sin lid til, at alle parter viser den pragmatiske side, som stadig kan bære håb. DACAAR har nemlig gennem flere årtier fået den erfaring, at næsten uanset hvem, som har magten i et område, så har vi kunnet lave aftaler om at fortsætte hjælpearbejdet fordi alle kan se, at det gavner de civile.
DACAAR følger udviklingen tæt og fortsætter med at gøre alt, vi magter, for ikke at svigte de civile i den sikkerhedspolitiske turbulens, som vi må forvente at se i øjnene de kommende måneder.