Skip to main content

DACAAR er med i en fælles udtalelse fra FN og internationale NGO´er, hvor DACAAR bl.a. er med til at kritisere alt for lille vilje fra internationale donorer til at udbetale penge til at hjælpe afghanerne med akutte behov.

I 2021 har FN og de humanitære partnere i Afghanistan bedt donorerne 1,3 milliarder dollars for at hjælpe 15,7 millioner mennesker i nød. Kun 166,8 millioner dollars (13 %) er modtaget indtil nu. 

  • Det er alt, alt for lidt, fastslår Klaus Løkkegaard, sekretariatschef fra DACAAR.
  • Fortsat konflikt mellem især den afghanske regering og Taleban kombineret med Covid19-krisen har sat alting på spidsen i Afghanistan. DACAAR er endnu ikke berørt økonomisk, da vores donorer fra Danida, den norske stat og EU´s ECHO foreløbigt støtter os som hidtil. Men vi organisationer arbejder på ryggen af hinanden i bistandsmiljøet. Hvis en falder ud, så kan andet hjælpearbejde falde sammen. Derfor er denne sags følgevirkninger også en donorkrise for DACAAR, så vel som for andre NGO´er, siger Klaus Løkkegaard. 

  Selv om DACAAR i den fælles udtalelse med FN og internationale NGO´er påpeger, at de alle bliver og fastholder hjælpearbejdet i Afghanistan, så kan formindsket kraft på hjælpearbejdet få fatale følger for fremtidige konflikter.

  • Selvfølgelig opfordrer vi alle sammen også de stridende parter til at overholde internationale menneskerettigheder og beskytte civile, hjælpearbejdere og infrastruktur som skoler og hospitaler. Det er nok naivt at tro, at så stopper alle kampe i morgen, men der er en sammenhæng mellem donorhjælp og fred. Donorerne skal tænke på, at hvis ikke almindelige, civile afghanerne får muligheder for værdige liv, så er det benzin på bålet til mere konflikt. Man vil som altid slås om begrænsede ressourcer, påpeger Klaus Løkkegaard.

Den onde spiral af fødevaremangel, konflikt og Covid19 har næsten fordoblet antallet af afghanere I nød på 12 måneder – fra 9,4 millioner i januar 2020 til 18,4 millioner i januar 2021.

På trods af udfordringerne er DACAAR blandt de godt 165 humanitære organisationer, som har fortsat – og vil fortsætte – hjælpearbejdet i Afghanistan. Op mod 12 millioner mennesker er hjulpet alene i 2020.

  • Det gør det hele værd at fortsætte med, siger Klaus Løkkegaard.

Læs hele udtalelsen fra FN (OCHA – The mission of the United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs) og NGO´erne på engelsk her:

 https://www.humanitarianresponse.info/sites/www.humanitarianresponse.info/files/documents/files/hct_press_statement_stay_and_delver_final.pdf?fbclid=IwAR1KzdVNMaRgqcaLvYHeBXJ-uWqKBxD_X4MB_FuhONNAuuMzfE7TbBhthA8