DACAAR er glad for, at Politiken i dag søndag den 25/7 bringer en stærk kronik i Politiken fra seks kvinder i DAKDIF, der også rådgiver Afghanistan-NGO´en DACAAR. DACAAR og er fuld af beundring for seje Tahmina Salik , Mina Qaume , Miriam Saidi , Maryam Sidiqi , Salwa Barlian og Zohreh Yasna Faiz. Kvindernes budskab fra DAKDIF (Dansk Afghansk Kvinde- og Diaspora Forum) er blandt andet, at afghansk kvindekamp også er fredskamp. Ikke mindst i lyset af Talebans fremmarch og øget borgerkrig er det afgørende, at den kvindelige halvdel af befolkningen ikke fortsat holdes væk fra scenen, hvis freden og økonomien skal have en chance i Afghanistan. Det kan donorlande som Danmark være med til at støtte fremfor at glemme Afghanistans kvinder, som de senere år har fået nye ressourcer at bygge på. DACAAR lytter – og har bl.a. Tahmina med på scenen ved Afghanistan-konferencen i Ørestad 10. september. Kom gerne med.

Læs kronikken fra Politikens link – eller hele teksten herunder

https://politiken.dk/debat/kroniken/art8255561/Lange-lakerede-negle-var-forbudt-i-en-grad-så-det-kunne-koste-en-afhugget-hånd

::::::::::::Hele kronikkens ordlyd er her fra Politikens kronik 25/7 skrevet af DAKDIF:::::::::::::::

Glem ikke Afghanistans kvinder: Lange, lakerede negle var forbudt i en grad, så det kunne koste en afhugget hånd

Vi er bange for mere kvindeundertrykkelse, når internationale styrker har forladt landet per 11. september. Det er skidt for landet og freden. Kvindekampen er også en fredskamp.

Mange af os, unge og veluddannede kvinder i Danmark husker frygten fra vores barndom og ungdom i Afghanistan, da Taleban var ved magten fra 1996 til 2001. Trusler om straffe fra pisk til stening var dagligdag. 

Vi kvinder og piger blev gemt af vejen bag mure og indespærret i burkaer som en ubrugt ressource uden skolegang eller adgang til jobs. For de fleste kvinder var dagligdagen en overlevelseskamp. Selv den mindste luksus, som kunne synes som detaljer i den overlevelseskamp, var forbudt. Herunder hvide sko under burkaen, da det var Talebans farve. Lange, lakerede negle var forbudt i en grad, så det kunne koste en afhugget hånd. 

I bedste fald tæsk fra Talebans religiøse politi. Ingen kvinder måtte bevæge sig uden for boligerne uden følge af et mandligt familiemedlem. Skole og jobs kunne mange af os kun drømme om. Alt det medvirkede til, at vores forældre tog os med på flugt, hvor vi endte i Danmark.

Det behøver ikke blive på præcis samme måde igen i Afghanistan. Også selv om medier verden over varsler risiko for Talebans genkomst op mod 11. september, hvor de sidste allierede tropper skal være ude af Afghanistan.

Kvinderne er selvfølgelig dybt bekymrede nu for dem selv og deres familier, viser de kontakter, som vi har med kvinder i Afghanistan. 

Vi hører med afmagt om stadigt større områder kontrolleret af Taleban på fremmarch. De har dyb foragt for fredsaftaler, som de selv var med til at indgå. Men ikke mindst vi kvinder i Danmark er nødt til at forsøge at gøre noget, hvis vi skal kunne se os selv i øjnene.

Skal ny kvindeundertrykkelse undgås, kræver det, at verden beholder sin fokus på afghanske kvinders rettigheder. Vi skal samarbejde med dem på lige fod, og kan Danmark bruge os kvinder i diasporaen som mellemled, så er vi klar. Vi ved ikke, om Taleban får magten hurtigt, om borgerkrigen optrappes først – eller om fredsforhandlingerne blot trækkes mere i langdrag.

Hverken Taleban eller regeringen har travlt med at komme ud af dødvandet. Jo længere det trækker ud, des større momentum kan parterne forsøge at få på slagmarken, inden de internationale tropper er trukket ud – og man er nødt til at finde en løsning. I hvert fald, hvis ingen af parterne har klart overtag i kampene.

I det dødvande er der ret få muligheder i værktøjskassen. Men vi ved, at afghansk kvindekamp er et stærkt fredsprojekt, måske endda det bedste lige nu.

Selv om allierede tropper trækkes ud, så skyder verden sig selv i foden, hvis ligegyldigheden over for afghanske kvinders rettigheder sættes i stedet. 

Der er ressourcer at trække på – både blandt kvinderne selv i Afghanistan og blandt den afghanske diasporas kvinder bl.a. i Danmark, hvor vi har vores liv og jobs. Vi er uddannede på nogle af Danmarks bedste universiteter og læreanstalter – og har alle de ressourcer og muligheder, som mange kvinder i Afghanistan bliver nægtet. 

Vi har fået et liv i Danmark, hvor vi sætter pris på lige rettigheder, ytringsfrihed, stemmeret og muligheder på uddannelses- og jobmarkedet. Tak for det. De erfaringer og privilegier, vi har fået som dansk-afghanske kvinder, vil vi bruge, hvis vi overhovedet får muligheden for det.

Vi kan få spørgsmålet »Hvorfor flytter I så ikke bare tilbage til Afghanistan og hjælper direkte?«.

Mange af os har været i Danmark i årtier.

Vores familier, venner, børn, boliger, jobs og uddannelser er i Danmark, som vi ser som vores hjemland i dag. Det river man ikke bare op med rødder – en gang til. Og slet ikke for at leve midt i en krig på ny.

Det næstbedste, vi kan gøre, er at gå sammen og rådgive. Vi skal hjælpe afghanske kvinder og danske myndigheder i den transition, som Danmark og Vesten nu er i med hjælpearbejdet. 

Derfor har vi dannet Dansk-Afghansk Kvinde- og Diasporaforum (DAKDIF). Vores mål er at støtte afghanske kvinders muligheder for indkomst, uddannelse og lederstillinger i Afghanistan. I første omgang som rådgivere for den danske NGO, DACAAR, som har 1.000 afghanere ansat lokalt i Afghanistan, men på sigt i hele Afghanistan via lokale kvinder, myndigheder og politikere.

Vi tror på, at det kan bruges til noget, at vi kender samspillet i familierne. Vi ved, hvordan kulturen og arbejdsmarkedet fungerer i Afghanistan, og vi kan se smuthuller for at styrke kvinders roller, uden hidtidige resultater sættes over styr.

Selv med små skridt frem er retningen vigtig.

Vi ved godt, at århundreders mandsdomineret kultur ikke laves om på én dag, men vi kender de knapper, der kan drejes på. Kvindekvoter og øget sikkerhed ved transport er nogle af de mere simple metoder, når afghanske kvinder skal på arbejdsmarkedet.

Vi ved, at det er nyt at inddrage en diaspora som rådgivere i dansk udviklingsarbejde – og at vi bliver en stemme i dansk debat som i denne kronik. Vi håber, at vi kan inspirere andre diasporagrupper til det samme. Vi nydanskere kan bruges, hvis Danmark vil. Både Danmark og Afghanistan kan vinde på projektet.

Lad os give eksempler på, hvordan afghansk kvindekamp kan give gevinster som en fredskamp.

For det første kan verden udnytte, at der i modsætning til Talebans tid ved magten er sket en teknisk udvikling via internettet. Den vil rive et nyt, Taleban-styret Afghanistan ud af den isolation, der var en del af afghanernes ulykke fra 1996-2001.

Reelt var der ingen mellemfolkelige forbindelser mellem udlandet og Afghanistan. Isolationen gjorde det muligt for Taleban uforstyrret at terrorisere sin egen befolkning – og siden verden via Al-Qaida. Det kulminerende ved angrebet mod New Yorks World Trade Center i 2001.

Helt anderledes i dag, hvor informationer kommer ud og kan presse Taleban. Sociale medier og internet bidrager til tætte kontakter mellem kvinder i Afghanistan og os som afghanske diasporakvinder. Og ikke mindst kan afghanske kvinder tale med hinanden og endda give undervisning. Selv når Taleban ødelægger elektricitetsværker, så er der solceller og generatorer i Afghanistan. Dialogen kan ikke stoppes nu, og den bør styrkes.

I vores egen lille gruppe kan vi ud over flydende dansk både dari, pashtu og afghanske dialekter. Vi er derfor en bro til ressourcestærke, afghanske kvinder, som aldrig tidligere er sat politisk i spil, selv om mange endda har universitetsuddannelser.

Det er oplagt, at danske og andre landes udviklingsarbejdere sammen med diasporaens kvinder sikrer, at afghanske kvinder ikke bliver ladt i stikken. Kvinderne i Afghanistan har brug for al den rygdækning, de kan få, så de ikke havner i et nyt, isoleret, middelalderligt mørke uden kvinderettigheder. 

Alene i vores gruppe kan vi nemt nå kvinderne i flere etniske grupper, som vi her i Danmark repræsenterer samlet – fremfor de spredte i alt 96 forskellige diaspora-organisationer uden en paraplyorganisation. Samlet i mindre grupper kan vi få afghanske kvinder, myndigheder og befolkning i tale. Blandt andet er et af vores medlemmer, Tahmina Salik, virtuelt interviewet på den landsdækkende, afghanske Tv-kanal, Ariana, om DAKDIF-initiativet.

Vi konstaterer også, at Danidas strategier har flere afsnit om kvinderettigheder – også i Afghanistan, som indtil videre er største Danida-samarbejdsland med et budget på over 400 mio. kr. i år. 

Vi må blot se i øjnene, at dels er den støtte under pres af den nye, konfliktfyldte udvikling i Afghanistan. Argumentet kan blive, at »risikerer vi ikke bare at spilde skatteborgernes penge på Afghanistan nu?« 

Det kan betyde, at gode hensigter om at støtte kvinder i Afghanistan kan gå fløjten under et nyt Taleban-regime. Til det må vi blot sige, at den dag i dag arbejder organisationer som DACAAR og andre udenlandske organisationer i Taleban-områder. Det er ikke nemt, men det kan lade sig gøre gennem forhandlinger, ligesom det skete under det første Taleban-styre.

Vi er ikke ene om bekymringen for, at udlandet opgiver at hjælpe ikke mindst afghanske kvinder.

Human Rights Watch i USA har netop advaret mod, at en besparelse vedtaget af det amerikanske senat også kan føre til besparelser på helt essentielle services, som skal sikre demokratiske og retslige rettigheder for afghanske kvinder.

Hvordan kan vi kalde afghansk kvindekamp for et fredsprojekt? Det skyldes flere forhold.

Afghanistans konflikter næres af udbredt fattigdom. Når halvdelen af befolkningen i stort omfang holdes ude fra uddannelser og arbejdsmarkedet i Afghanistan, så er der ingen chance for at få Afghanistan økonomisk på fode. Et enormt potentiale i handel og bl.a. udvinding af råvarer tabes på gulvet, og udlandet får ingen motivation for at investere. Afghanistan vil mangle penge til at betale for driften af stat, politi, rets- og sundhedsvæsen.

Kvinderne ved godt, at de skal bidrage. Der er i 2017 dannet et kvindeligt handelskammer ’Afghanistan Womens Chamber of Commerce And Industry’ (AWCCI). På deres hjemmeside kan man se bl.a. støtteprojekter for de få kvindelige iværksættere og forretningsledere.

Uden kvinders bidrag til en bedre økonomi er den ingen chance for at holde befolkningen ude af den vane, at militser skal betales for at beskytte marker, ejendomme og værdier. Helt ind i den nuværende regering har gamle krigsherrer alt for stor magt, og de har rådighed over egne militser, fordi staten ikke er økonomisk stærk nok til at styre dem.

I mangel på bedre økonomiske muligheder er Afghanistan i dag desuden et af verdens mest korrupte lande med kriminalitet, magtmisbrug – og verdens største opiumindustri, der direkte spreder sin gift helt til Danmark.

Afghansk kvindekamp handler derfor ikke kun om rettigheder og humanisme. Kvindekamp gælder også økonomi og dermed fredsarbejde.

Utallige undersøgelser fra blandt andre Danmark viser tillige, at de bedste beslutninger tages i ledelser med kønslig diversitet. Også i staten.

Også om fred.

Lige nu er 68 pladser ud af 249 i parlamentet i Kabul reserveret kvinder – det svarer til en kvote på lidt over 27 %. Det kan langt de færreste arbejdspladser i Afghanistan (selv hos udenlandske NGO´er) leve op til i dag. Mens opbygningen af parlamentet skete under vestlige krav og ideer, så er meget lidt af den kønsdiversitet trængt videre ind i det afghanske samfund og arbejdsmarked.

Det ,skal afghanske kvinder have vores støtte til, sker fremover.

Vi vil selvfølgelig også opfordre til, at flere kvinder inddrages i fredsforhandlingerne som en vigtig signalværdi for Afghanistans fremtid. Kun fire kvinder er med ved fredsforhandlingerne i Doha mellem den afghanske regering og Taleban. 

De kvinder, som møder op, har været ude for, at de delegerede mænd end ikke ville hilse på dem. Hvis kvinder skal være en magtfaktor ved fredsforhandlingerne, så må vestlige regeringer, som lige nu betaler to tredjedele af statsbudgettet, insistere på bedre kvinderepræsentation. Også i andre fora med international støtte er man nødt til at kræve mere kvindelig deltagelse.

Ingen kvinder – ingen penge. Ligningen er til forstå for de fleste magtfulde, afghanske mænd.

Det er en lang proces også mentalt, og den begynder hos børnene.

Et mønster er registreret hos UNICEF om, at 3,7 millioner børn stadig slet ikke får skolegang – og 60 procent af dem er piger. The New York Times har i maj rapporteret fra det nordvestlige Afghanistan om, hvordan Taleban har smidt 6.000 piger over 12 år ud af skolesystemet.

På den positive side er der i dag den væsentlige forskel til tiden op til 2001, at der nu er langt flere uddannede kvinder i Afghanistan. Der er få studier af omfanget, men et studie fra universitetet i Massachusetts peger på, at der var stort set ingen kvinder under højere uddannelse i 2001 mod 28 % kvinder i 2017.

Det glædelige er, at de højere uddannede kvinder nu bruger den ytringsfrihed, der også eksisterer nu i et vist omfang – om end journalister trues og endda myrdes.

Den nye, unge, veluddannede generation kvinder vil ikke finde sig i ny undertrykkelse. De ved, at viden er magt. Men selvfølgelig kan overmagten de kommende måneder blive for stor.

Resultatet for de vestlige allierede kender vi fra, hvad der skete op mod 2001:

Mere terrorisme, flere flygtningestrømme, mere fattigdomshjælp via FN og NGO´er, flere tabte illusioner om, hvad 20 års militær indsats har bidraget til. Fortsat støtte til afghanske kvinders rettigheder synes i forhold til de scenarier at være en billig mellemvej til positive resultater, som vil kunne mærkes i hele verden.