DACAAR fortsætter men er også rede til kritisk dialog med Taleban, som forhåbentlig ender konstruktivt.
DACAAR er som alle påvirkede og dybt bekymrede over udviklingen i Afghanistan. Den gode nyhed er, at op mod tre fjerdele af DACAAR´s programmer fortsat fungerer – og at den lokale, afghanske ledelse i Kabul er på plads til at agere på alt, som måtte ske fremadrettet.
Ledelsen kommer også til at fungere selv om fem expats (ingen danskere) eventuelt kommer midlertidigt ud af Afghanistan ganske hurtigt.
– DACAAR er sat i verden for at hjælpe udsatte, civile afghanere. Vi har den fordel, at vi allerede har mange især vandprogrammer i gang i Taleban-områder – og vi har haft det længe. Det vil sige, at selv om Taleban har taget magten i Kabul og dermed hele landet nu, så er DACAAR ikke ukendt for Taleban. Det giver os fordele og respekt. Omvendt er situationen selvfølgelig kritisk på grund af alle de ubekendte faktorer, siger DACAAR´s sekretariatschef i København, Klaus Løkkegaard.
I store og netop faldne byer til Taleban som Herat, Masar-i-Sharif og Jalalabad har DACAAR dog trukket sig midlertidigt ud. Ikke på grund af Taleban, men på grund af de kampe, som udelukkede hjælpearbejde.
– Det er ikke nyt for os, at vi i perioder må trække os væk fra krigshandlinger og vente, til røgen har lagt sig. Det glædelige har været, at i flere områder, hvor det er sket, har Taleban inviteret os tilbage for at fortsætte arbejdet, når de har overtaget et område, beretter Klaus Løkkegaard.
Situationen for DACAAR´s 1.000 lokalt ansatte i Afghanistan er nu, at en række praktiske udfordringer skal løses. Byggematerialer skal frem til vandprojekter for blandt andet de titusindvis af fordrevne mennesker, og først og fremmest nødhjælp som fødevarer, rent drikkevand og hygiejnekits fra DACAAR´s lagre, som er bygget op fordi den nuværende situation ikke er uventet. Men kampzoner og ødelagt infrastruktur kan blive forhindringer.
Helt lavpraktisk skal de ansatte i DACAAR også have løn selv om bankvæsenet ikke fungerer lige nu. Og en centraladministration og regering er slet ikke på plads i Kabul. Det betyder, at eksisterende lokale aftaler ved DACAAR ikke, om de også vil fungere i fremtiden. Endelig er der selvfølgelig røde streger i sandet for, hvad DACAAR vil acceptere af Talebans politik på længere sigt, hvis den politik bremser civil hjælp.
– Det er klart, at vi kommer til at forhandle med Taleban fremover, og indimellem må vi forvente en kritisk dialog, som forhåbentlig ender konstruktivt. Vi er finansierede af den danske og norske stat samt EU, og vi og politikerne skal kunne se skatteborgerne i øjnene. Vores fokus vil uændret kun handle om at hjælpe de fattigste og som regel fordrevne, civile afghanere på et neutralt grundlag. Det vil sige, at vi kommer fortsat ikke til at betale skatter til Taleban, som krævet af dem i nogen områder. Vi kommer heller ikke til at acceptere restriktioner i vores kvindeprojekter med undervisning, mikrovirksomheder og muligheden for at have kvindelige ansatte. Taleban kan derfor godt få nogle valg i fremtidige forhandlinger med os, om vi skal blive i bestemte områder. DACAAR arbejder ikke i Afghanistan for enhver pris, hvis vores hjælpearbejde bliver umuligt. Men det er heller ikke det, som vi ser ind i lige nu, understreger Klaus Løkkegaard.