Ud af 1.000 lokalt ansatte i Afghanistan har DACAAR i dag ansat 184 kvinder. Det svarer til 18,4 procent kvinder. I flere tilfælde er ansættelserne sket på trods af benspænd i form af love, kulturelle- eller sikkerhedsmæssige hensyn, og set i det lys har andelen af kvinder flere nuancer.
“18,4 procent kvinder er slet ikke en høj nok andel set med DACAAR´s øjne og værdisæt. Optimalt burde vi op på 50 %. Alligevel vil jeg påstå, at det er en fantastisk præstation under de nuværende forhold, at DAACAR har så høj en andel kvinder ansat,” siger sekretariatschef for DACAAR, Klaus Løkkegaard, der netop er vendt hjem til Danmark fra et projektbesøg i Afghanistan sammen med DACAAR´s bestyrelse. Indtrykket var en betydelig forringelse af kvinders vilkår.
Alle donorer til hjælpearbejdet, inklusive DACAAR´s, understreger vigtigheden af, at bistand også skal fremme kvinders muligheder. DACAAR har derfor adskillige kvindeprojekter, herunder beskyttede kvindecentre (WRC´s – Women Resource Centers), hvor man trods fortsatte restriktioner på skoler bl.a. har undervisning for kvinder i at læse, skrive og regne. 570 kvinder har gennemgået 9 måneders kurser i det i følge seneste årsrapport. Men DACAAR må også se indad: Har DACAAR ansat nok kvinder nok under de nuværende forhold?
“Vi kan som upolitisk NGO ikke gøre noget ved, at Taleban-styret har indført en række regler for ansættelser af kvinder: Vi kan ikke ansætte kvinder i landdistrikterne uden også at ansætte et nært, mandligt familiemedlem. Vi kan ikke garantere kvinderne på landet en sikker transport til arbejde med mindre, vi følger reglerne og lader et nært, mandligt familiemedlem følge kvinden under transporten. På vores hovedkontor i Kabul er ansatte kvinder og mænd nu placeret opdelt. Havde vi ikke gjort det, risikerer vi efter et kontrolbesøg fra myndighederne at få lukket vores kontor. Her har vi taget nogle valg for fortsat overhovedet at være i stand til at hjælpe udsatte, civile afghanere i den nuværende, humanitære katastrofe – og samtidig have kvinder ansat,” beretter Klaus Løkkegaard.
Elin Petersen, bestyrelsesmedlem i DACAAR på vegne af DAC, Dansk Afghanistan Komité, fik under besøget i Afghanistan som kvinde flere fortrolige samtaler med afghanske kvinder end øvrige mandlige bestyrelsesmedlemmer kunne. Hun fortæller om hjerteskærende fortvivlelse, da unge kvinder i et DACAAR-kvindeprojekt skulle fortælle om deres fremtidsdrømme.
“Pigernes manglende skolegang er førsteprioritet for mange afghanere. Alle øvrige begrænsninger fylder ikke så meget som netop skolegangen,” fortæller Elin Petersen.
DACAAR projektet skulle ved mikrolån og støtte til udstyr sikre kvinderne en indkomst ved at bage og sælge småkager. DACAAR har lignende projekter, der skal uddanne kvinder til at kunne skabe deres egen indkomst ved eksempelvis syning, havebrug og fjerkræhold.
“Vi fortsætter alle vores kvindeprojekter og presser på for fortsat ansættelse af kvinder lokalt i vores administration og uddannelsesaktiviteter. Vi giver ikke op,” fastslår Klaus Løkkegaard.