DACAAR´s 1.000 faste medarbejdere i Afghanistan, heraf 230 kvinder samt et tilsvarende antal projektansatte, er ramt af en katastrofal beslutning fra Taleban-regeringen i Kabul: I juledagene 2022 blev kvinder forbudt at arbejde for nationale som internationale NGO´er som DACAAR, der netop har kvinder og børn som halvdelen af målgruppen for bl.a. ren drikkevandsforsyning, udlevering af hygiejnekits, indkomstskabende projekter og undervisning.
Det betyder, at DACAAR lige nu kun arbejder med nødberedskab og presser på i alle fora for at få ændret beslutningen.
“Det gør vi i solidaritet med vores kvindelige medarbejdere og for at signalere, at det her får voldsomme konsekvenser fordi en stor del af vores projekter er afhængige af kvindelige ansatte,” siger sekretariatschef for DACAAR, Klaus Løkkegaard.
“I forvejen har DACAAR set med bekymring på, at teenagepiger er udelukket fra skoler, bandlyst fra parker og forlystelser og undervisning på universiteter. Oveni kom så kvindeforbud i NGO´er. DACAAR er en upolitisk hjælpeorganisation, men vores donorer, deres politiske bagland og vi som organisation har røde linjer i vores hjælp, der her er langt overskredet, og så må vi agere efter det med vores nødberedskab,” beretter Klaus Løkkegaard.
“Vi er rystede over situationen for kvinderne, som blandt DACAAR´s ansatte er veluddannede og vant til at tjene egne penge. I landsbyerne, hvor DACAAR arbejder, er rent drikkevand og hygiejne især kvinders ansvar. Vi kan umuligt fortsat nå ud til en halv million kvinder om året. Vi ved at CARE International, Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og det norske Flyktningehjelpen stoppede alle aktiviteter midlertidigt, hvilket vi også gjorde de første dage omkring jul. Men derpå valgte vi at fortsætte arbejdet reduceret til nødberedskab, for en total lukning nu får fatale følger. Den vil afskære mange mennesker fra hjælp. Men vi opgiver hverken håbet eller presset på at få ændret forbuddet mod kvinder i NGO´erne. Det må vi give tid,” fastslår Klaus Løkkegaard.
Klaus Løkkegaard begrunder håbet i netop fortsat pres og forhandlinger:
- I forhandlingerne har FN´s Sikkerhedsråd, EU (herunder bistandsorganisationen ECHO) og samtlige NGO´er fordømt Kabul-regeringens kvindeforbud. Det er vigtigt, at konsekvenserne står tydeligt for Taleban i de nye forhandlinger på højeste regeringsniveau. En afklaring kræver mere tid: Også for at nå så fælles en linje som muligt mellem de humanitære aktører. Eksempelvis har Sundhedsministeriet i Kabul nu undtaget humanitære, kvindelige medarbejdere fra forbuddet. Ligesom FN er undtaget. Det er desuden uvist, om forbuddet mod kvinder i NGO´er bliver administreret ens i alle provinser. Endelig er Taleban i en intern magtkamp. DACAAR skal have klarhed over, hvilken beslutning som står til troende. Det er vigtigt nu at få fælles fodslag mellem de humanitære aktører om fordømmelse og i presset på Talebanregeringen i loyale, fælles beslutninger. DACAAR er derfor aktiv i forhandlingsfora som FN-koordinationsorganet HCT og NGO-koordineringen hos ACBAR.
- DACAAR har to store vandprojekter klar til aflevering og et stort lager af livsnødvendige varer som hygiejnekits og materialer, der kan sikre bl.a. kvinder en indkomst. DACAAR vil sikre, at projekter og lager under nødberedskabet ikke går til grunde uden at gøre nytte, så 39 års arbejde, kapacitet, erfaringer, projekter og lagerværdier ikke går til spilde – lige som de penge, der i sidste ende er betalt af danske og europæiske skatteydere.
- DACAAR´s mål er også så vidt muligt også at hjælpe de tidligere ansatte kvinder til fortsatte indkomster.
- Endelig vejer hensynet tungt til millioner af udsatte afghanere. DACAAR arbejder midt i verdens største, humanitære katastrofe for udsatte mennesker, der er uden indflydelse på beslutninger, som gør DACAAR´s arbejdsvilkår for kvinder umulige. Men DACAAR´s værdier må ikke spildes, så fattige familier går glip af dem.
“Vi har derfor strakt os langt for at kunne fortsætte arbejdet i Afghanistan på nedsat blus med nødberedskab,” siger Klaus Løkkegaard.
“Da Taleban forlangte adskillelse af kvinder og mænd på vores kontorer efterkom vi det – og vi blev endda kontrollerede. Da de forlangte tildækning af kvinder på arbejde, efterkom vi også den dresscode. Ikke desto mindre begrundes kvindeforbuddet i NGO´er blandt andet med, at dresscode ikke er overholdt. Altså et problem, der burde kunne løses i en forhandling, hvis den får tid. Desværre synes religiøse tolkninger at styre forbuddet. Endnu en grund til, at vi giver os selv mere tid er, at flere muslimske lande afviser de tolkninger og presser Taleban,” forklarer Klaus Løkkegaard – og understreger, at DACAAR´s værdigrundlag på kvindeområdet fortsat er klart:
Blot få uger før kvindeforbuddet vedtog DACAAR´s bestyrelse at ansætte kvindelige ledere i Afghanistan – og for første gang i den øverste ledelse. DACAAR´s bestyrelsesformand, Peder Thorning, talte om en intern sejr med vidtrækkende betydning som et signal til Afghanistan. Dels skulle den øverste direktion i Kabul udvides fra fire til fem – og for første gang i 39 år have en afghansk kvinde i direktionen. Dels skulle fire kvinder rykke op i hierarkiet og være mellemledere som chefer i afdelingerne for hjælpeprogrammer, finans, HR og administration – samt kommunikation og fundraising.
“Med så skelsættende en beslutning i DACAAR´s bestyrelse er det klart, at vi vil tillade os selv at bevare håbet om fortsat hjælp til især kvinderne,” siger Klaus Løkkegaard.
Han ønsker derfor klarere retningslinjer for, hvilke typer dansk støttede projekter organisationer må gennemføre, hvis ikke man skal havne i en klemme mellem krav fra donorer på den ene side og Taleban-regeringen på den anden. De retningslinjer skal også have tid til at skabes i dialog med Danida. Udviklingsminister Dan Jørgensen (S) følger den komplicerede situation tæt og har netop i DR´s P1 lagt sig på linje med DACAAR i strategien om ikke at svigte de sultende afghanere – og vinde tid med henblik på en løsning. ”Vi trækker os ikke ud her og nu,” fastslog Dan Jørgensen.