Skip to main content

Et forfærdeligt jordskælv har vendt flere af DACAAR´s aktiviteter mod det vestlige Afghanistan. Hastigheden er afgørende for, at hjælpen når udsatte afghanere i tide før sygdomme og mere død rammer dem.

  Jordskælvet ramte omkring den vestlige hovedby Herat lørdag den 7. oktober med en voldsom styrke på 6,3. Et af flere kraftige efterskælv dagene efter blev registreret så sent som mandag den 9. oktober, hvor styrken var på 4,85. Flere tabstal flyver gennem luften. DACAAR´s tal senest fra Kabul-regeringens naturkatastrofe ledelse flugter godt med opgørelser fra blandt andre FN. Regeringstalsmand Mula Janan bekræfter, at 2.053 mennesker er dræbt, 9.420 er sårede – og at 1.320 huse er totalt ødelagte. Samtidig venter alle, at tabstallene stiger de kommende dage. 

  Dermed overgår jordskælvskatastrofen det forrige jordskælv i juni 2022 med 1.000 dræbte i den svært tilgængelige, bjergrige, østlige del af landet.

  • Et lille lyspunkt i katastrofen er, at vi har nemmere adgang til de mere flade, jordskælvsramte områder denne gang, beretter DACAAR´s sekretariatschef, Klaus Løkkegaard.
  • Omvendt er det aktuelle jordskælv en større katastrofe, og vi må handle hurtigt.

Masser af rent drikkevand

DACAAR har kørt rent drikkevand ind i tankbiler til de berørte områder. Her er målgruppen foreløbig 500 familier. Nogle delvist ødelagte, men stadig brugbare brønde er blevet tilsat klorin for at kunne bruge drikkevandet længst muligt. Og endelig er der sat gang i bygning af 300 nødlatriner og etablering af 300 steder, hvor folk ganske enkelt kan få et bad.

  • Vi ved at god hygiejne er afgørende for at bremse spredning af dødelige sygdomme i en katastrofesituation, fortæller Klaus Løkkegaard.
  • Og vi forventer betydeligt øget nødhjælp de kommende dage, uger og måneder, fastslår han.

  EU´s hjælpeorganisation, ECHO, har tilladt DACAAR at trække på en såkaldt katastrofekonto på de første 200.000 euro, hvor der utvivlsomt bliver brug for mere fremover. DACAAR forventer også at blive bedt om at udføre flere katastrofeopgaver på vegne af FN-systemet, herunder UNHCR.

  • Heldigvis er ingen i vores egen stab direkte ramte af jordskælvet. Men hver af dem har familie og venner, som er påvirkede af det. Vi har derfor sendt mere mandskab fra vores stab i Kabul mod Herat. De første fire koordinatorer er af sted. Flere vil følge, oplyser Klaus Løkkegaard.

Også FN´s humanitære fond (AHF) har sat 5 millioner dollars ekstra af til katastrofehjælp. Der er foreløbig søgt om yderligere 10 millioner dollars, men i 2023 er FN i Afghanistan (HRP) nede på 34 procent udbetalinger i forhold til ansøgningerne om bevillinger fra donorlandene.

  • I modsætning til flere andre organisationer har vi endnu ikke oplevet svigtende donationer til DACAAR´s arbejde, men tendensen er foruroligende. Vi står i forvejen med en af de største, humanitære katastrofer for civile mennesker, som rammes indirekte af omverdenens fordømmelse af Taleban-regimet. I forbindelse med jordskælvet har vi faktisk fået lov at bruge vore kvindelige ansatte, når de følges med et mandligt familiemedlem. Vores kvindelige ansatte har ellers siden nytår haft forbud mod at arbejde for NGO´er. Deres løn har vi dog fortsat, hvilket vi er lykkelige for i katastrofesituationen. Vi håber, at jordskælvet i det mindste får Talebanledelsen til at indse, at der er brug for kvinderne, hvis hjælpearbejdet skal virke bedst muligt, slutter Klaus Løkkegaard.