I samarbejde med det det aarhusianske firma TEMcompany har DACAAR introduceret en ny metode til at lokalisere rent drikkevand i Afghanistan.
DACAAR har foreløbig for godt en kvart million danske kroner investeret i en såkaldt geoscanner kaldet sTEM-profiler, der skal gøre det nemmere at finde vand.
Geofysiker og Ph.d. Thue Bording fra TEMcompany var i begyndelsen af januar i Kabul for at undervise et lokalt hold i at bruge det nye udstyr. Det består kort fortalt af to spoler på 3×3 meter og en gul boks med dataudstyr, hvorfra der med elektromagnetisme måles på jordens evne til at lede elektricitet i dybder helt ned til 200 og 500 meter, samt en mobiltelefon med en APP, hvor måleresultater kan aflæses. Når jordlagene er målt et sted, så flyttes sensorerne hurtigt videre til det næste målested.

Thue Bording forklarer, at geoscanneren dermed ikke direkte søger efter vand, men afdækker de jordlag, som potentielt kan indeholde vand så prøveboringer bliver mere målrettede.
For eksempel kan jordlag, der er luftholdige, ikke lede elektricitet – og der er således heller ikke noget vand at bore efter.
– Med på træningsholdet i Kabul havde jeg både geologer og vandingeniører. Det var helt klart, at geologerne havde nemmest ved forstå de ofte lidt tvetydige data, som vi fik ind om jordlagene. Men jeg er meget optimistisk overfor, at geoscanneren får god anvendelse fremover i Afghanistan, siger Thue Bording.
– Specielt ude vestpå i Herat, hvor der er flere steder med vand i de øvre jordlag, giver denne metode ekstra god mening i Afghanistan, mener Thue Bording.
Firma på vej frem
TEMcompany er et ret nyt, dansk firma, som blot har været i gang i fem år, men allerede har 25 ansatte. Firmaet leverer både mindre og mere avancerede geoscannere til først og fremmest USA, men der er også et ønske om at udvikle de mere letanvendelige systemer, som ikke mindst NGO´er kan bruge i felten under udfordrende forhold.
– Vi prøver til stadighed at blive endnu bedre til at lave systemer specielt designet til NGO´ernes behov, siger Thue Bording, som fik en ekstraordinær oplevelse under opholdet i Kabul.
– Det var meget spændende at besøge Afghanistan for første gang, men sikkerhedshensyn gjorde også, at jeg blev kørt alle steder hen. Mit indtryk af Kabul var som fra enhver anden, centralasiatisk storby, og den fattigdom, som også er der, nåede jeg ganske enkelt ikke at se, fortæller Thue Bording
Lokalt spås metoden stort potentiale
Ingeniør Jawid, som leder af DACAAR´s hydrogeologiske team, deltog i det fem dage lange kursus, der omfattede teori, praksis og dataanalyse. Han ser et stort potentiale i den nye metode. Og indtil videre er teamet ikke stødt på tekniske problemer.
– En af de største fordele er APP´en, som gør det muligt at evaluere og verificere nøjagtigheden af vores feltdata i realtid, forklarer ingeniør Jawid.
– Den elektromagnetiske metode er brugervenlig og effektiv ved brug af instrumentet, hvilket gør det muligt at skabe hurtige, omfattende områdeundersøgelser med minimalt personale, påpeger ingeniør Jawid. DACAAR forventer, at med denne teknologi kan organisationen forbedre vandlokaliseringen i Afghanistan og optimere indsatsen for at sikre adgang til rent drikkevand.