Skip to main content

Afghanistan er blandt verdens mest udsatte lande for klimaforandringer, og for DACAAR gør det klimatilpasning til en ny topprioritet i hjælpearbejdet.

“Vi oplever både ekstrem tørke og hede – og i den modsatte ende især i Øst- og Vestafghanistan såkaldte flashfloods, som er pludselige, voldsomme oversvømmelser. Hver gang koster det menneskeliv, sult, ødelagte huse og veje og yderligere hundredtusindvis af fordrevne mennesker. Derfor bliver klimaændringer også et helt central i den kommende DACAAR-strategi for 2026 til 2028,” fortæller Klaus Løkkegaard, som er generalsekretær for DACAAR i København.

  I Europakommissionens opgørelse er Afghanistan nummer syv på listen over de mest udsatte lande for klimaforandringer. Danmark er nummer 186. I en ny rapport fra Afghanistan Analysts Network fra juli 2025 står der direkte, at ”afghansk landbrug er indrettet på vejrmodeller, som ikke længere eksisterer, eller som man i det mindste ikke længere kan stole på.”

  Ligeledes udgav FAO (FN´s Fødevare- og Landbrugsorganisation) i juli en rapport om Afghanistans klimaforandringer, hvor der på side 2 blot står som indledning, at ”Dette er ikke en advarsel. Dette er en alarm.”

“For DACAAR betyder det en gennemgribende forandring med aspekter hele vejen rundt i vores hjælpearbejde,” fastslår Klaus Løkkegaard, og nævner nogle af de ændringer, som allerede er i gang – og som nu intensiveres:

  • I nogle områder bores der allerede over 200 meter ned efter grundvand, men på grund af tørker synker hele grundvandsspejlet yderligere. Det gør det aktuelt at rense mere overfladevand, når det er tilgængeligt – selv om det er en krævende proces.
  • Mange afgrøder kræver utroligt meget vand som for eksempel tomater. Når DACAAR er involveret i landbrugsudvikling, så bliver et skift i afgrøder til mindre vandkrævende planter aktuelt.
  • DACAAR er allerede i gang med at kortlægge områder, der især er i risikozonen for flashfloods, som opstår efter skybrud og tidlig afsmeltning af sne i bjergene. Når de risikoområder efter analyser af topografien er udpeget, skaber DACAAR beredskabsplaner for evakueringer. De er komplicerede også fordi mænd og kvinder skal holdes adskilte både af hensyn til tradition og de regulativer, som Taleban-regeringen udstikker. I opsamlingsområder skal der igen sørges for rent drikkevand og god hygiejne mod sygdomsspredning. Her bidrager DACAAR også med mobile bade og toiletter.
  • Når der derimod er tørke, så er et af DACAAR´s tiltag opsætning af vandmålere med et betalingssystem mod overforbrug af rent vand.
  • Endelig er undervisning i klimatilpasning central for DACAAR. Det handler her om at bryde flere onde cirkler. Herunder at bremse skader fra forkerte vandingsteknikker, uhygiejnisk lagring af vand, husdyrs overgræsning af områder og afskovning af land, så jordlag vaskes bort og gør områderne ufrugtbare.
  • “Vi er som organisation også tvunget til at ”walk the talk” og mindske vores eget CO2-aftryk, når vi slås med klimaforandringer i Afghanistan,” forklarer Klaus Løkkegaard.
  • “Her er mange tiltag som flere solpaneler og brændstofbesparelser, men reelt er Afghanistan et af de lande med de mindste, fossile udledninger fordi landet er så fattigt. Men når DACAAR selv gør noget er det et vigtigt signal, når vi har leverancer i udbud, og når vi indgår i stadigt flere samarbejder med internationale organisationer om at bekæmpe effekterne af klimaforandringer,” siger Klaus Løkkegaard.

  DACAAR´s bestyrelse har netop været i Afghanistan, og har blandt andet i den nordlige del af landet beset Faryab, som er en af Afghanistans 34 provinser. Her var den ekstreme tørke tydelig efter tre års fravær af regn. Alt var støvet og ørkenagtigt, fortæller Klaus Løkkegaard, undtaget i et enkelt oase-lignende område, hvor DACAAR har hjulpet med vandreservoirer, plantagedrift og dyrkning af afgrøder i drivhuse.