Af Klaus Løkkegaard, generalsekretær for DACAAR og Peder Thorning, DACAAR´s landedirektør i Kabul.
Den 15. august 2026 er det fem år siden, Taleban overtog magten i Afghanistan. For mange danskere er dagen uløseligt forbundet med nederlaget efter 20 års international indsats og med mindet om de 44 danske soldater, der mistede livet. For afghanerne markerer dagen begyndelsen på et regime, der systematisk har frataget kvinder og piger deres mest grundlæggende rettigheder.
Det er derfor let at forstå den umiddelbare reaktion: Vi bør ikke tale med Taleban.
Den reaktion har vi allerede set i større dagblade, og i kommentarer fra diasporaen, og op til årsdagen forventer vi en styrket afvisning af dialog med Taleban.
Havde spørgsmålet alene handlet om politisk anerkendelse, ville svaret være enkelt. Taleban har ikke gjort sig fortjent til international legitimitet. Tværtimod.
Men det er ikke det spørgsmål, vi står overfor.
DACAAR er nu aktiv i 30 af Afghanistans 34 provinser. Langt flere end før Taleban. Vi har 1200 lokalt ansatte – heraf 250 kvinder. Hver dag oplever vi det dilemma, som sjældent fylder i den hjemlige debat: Hvordan hjælper man et folk, når den regering, man må samarbejde med, er den samme regering, man tager dyb afstand fra?
Svarene er ubehagelige, men de kræver, at vi ser realiteterne i øjnene.
Peder Thorning, landedirektør i Kabul.
For hver gang vi etablerer en vandforsyning, reparerer en dæmning, uddanner familier i hygiejne eller skaber indtægtsmuligheder for kvinder, kræver det tilladelser fra de myndigheder, der kontrollerer landet. Det betyder dialog med Taleban.
Ikke fordi vi ønsker den.
Men fordi alternativet er, at hjælpen stopper.
Derfor undrer det os, når diskussionen om Afghanistan ofte reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt dialog i sig selv er forkert. Den debat overser, at FN, EU, Verdensbanken og de fleste vestlige lande allerede har valgt en anden vej og har dialogen allerede. De har alle fortsat repræsentationer eller diplomatiske kanaler til Kabul. Ikke som en belønning til Taleban, men fordi de ved, at humanitær hjælp ikke kan leveres gennem tavshed. Også Danmarks Udenrigsministerium har en speciel udsending med jævnlige besøg i Kabul. Der deltager hun i møder med FN, EU og hvor Taleban er med ved bordet. Hvad er problemet så?
Jo, dialogen er for vag, for skjult og gemt væk som om, at vi ikke vil være ved den dialog, der er et faktum. Tiden er kommet til at gøre dialogen langt stærkere og mere åbenlys, hvis den skal give mening for afghanske kvinder – og for at lette bureaukratiet, så vi kan hjælpe flere civile.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om vi taler med Taleban.
Det afgørende spørgsmål er, hvorfor, hvordan og hvor meget vi gør det.
Set ud fra DACAAR´s synspunkt er den eneste vej fremad, at vi styrker den dialog af hensyn til de udsatte, civile afghanere.
Generalsekretær Klaus Løkkegaard.
Afghanistan befinder sig i en af verdens største humanitære kriser. Millioner lever uden sikker adgang til vand, fødevarer og sundhedsydelser. Samtidig er næsten seks millioner mennesker siden 2023 vendt eller blevet tvunget tilbage fra Pakistan og Iran til et land, der allerede kæmper med ekstrem fattigdom. Oven i dette er den internationale bistand blevet reduceret markant.
Når hjælpen forsvinder, rammer det ikke Taleban. Det rammer enkerne. Det rammer børnene. Det rammer familier, der allerede lever på kanten af overlevelse.
Derfor bliver den humanitære dialog ofte fremstillet som et moralsk kompromis. Vi ser den snarere som et moralsk ansvar.
Det betyder ikke, at dialog er uden risiko. Enhver officiel kontakt kan opfattes som et signal. Den bekymring skal tages alvorligt. Men isolation sender også et signal – til de millioner af afghanere, der risikerer at blive efterladt alene.
Vi skal heller ikke bilde os ind, at dialog i sig selv ændrer Taleban.
Den gør det derimod muligt at fastholde en international tilstedeværelse, som stadig kan skabe små, men konkrete fremskridt.
I DACAAR har vi fortsat omkring 250 kvindelige medarbejdere. Det er kun muligt gennem fleksible løsninger og lokale aftaler. De kvinder gør det muligt at nå andre kvinder med sundhedsinformation, uddannelse og støtte til at skabe en indkomst. Ikke fordi Taleban ønsker det, men fordi vedholdende forhandlinger skaber et begrænset handlerum.
Er det nok?
Naturligvis ikke.
Ingen bør bilde sig ind, at en dansk NGO kan ændre Talebans ideologi. Det kræver et vedvarende og styrket politisk pres fra FN, EU og andre stater. Men det pres bliver ikke stærkere af, at Vesten vender ryggen til Afghanistan. Tværtimod.
Dialog er ikke det samme som accept.
Dialog er heller ikke det samme som anerkendelse.
Dialog er et redskab til at fastholde kontakt, påvirkning og adgang til mennesker, som ellers ville stå alene.
Ugerne omkring femårsdagen giver med rette give anledning til at diskutere alt det, der gik galt i Afghanistan. Den debat skylder vi både de danske veteraner og det afghanske folk.
Men vi skylder også os selv at se fremad.
Hvis målet er, at flere afghanere skal kunne skabe en fremtid i deres eget land frem for at flygte, og hvis målet er, at kvinder fortsat skal have adgang til hjælp og muligheder – og endelig hvis målet er fortsat at kunne lægge pres på et undertrykkende regime, så findes der ingen realistisk vej uden dialog.
Ikke for Talebans skyld.
Men for Afghanistans skyld.