DACAAR forbereder sig på et massivt pres fra op mod 800.000 afghanske flygtninge, som Pakistan vil presse hjem til Afghanistan. EU´s bistandsorganisation har netop bevilget godt en halv million euro til DACAAR´s akutte beredskab. DACAAR forbereder sig på det værste og er klar til at bidrage med hjælp.
- Vi er stærkt bekymrede over situationen. Den kan blive en gigantisk, humanitær katastrofe, som vi er klar med hjælp til, siger DACAAR´s generalsekretær Klaus Løkkegaard.
- Afghanere, som er født og opvokset i Pakistan, sendes nu ind over grænsen til Afghanistan, hvor de intet har at leve af. Hverken land at dyrke, job eller netværk og heller ikke altid familie. Krigene i Afghanistan har varet 47 år, og mange har skabt en tilværelse i Pakistan. Den rives nu op med rode, konstaterer Klaus Løkkegaard.
DACAAR har haft udsendinge i grænseområdet Torkham mod Pakistan. Lige nu er der tale om få hundrede mennesker, som presses over grænsen hver dag. Tidligere var flere tusinde. Men Pakistans udmeldinger er alarmerende. Potentielt kan der hurtigt komme 800.000 mennesker.
Den pakistanske regering satte 31. marts som deadline for afghanere til at forlade Pakistan frivilligt. Deadline blev flyttet til 10. april, men alligevel blev tusindvis tvangsudsendt. Alene i april 2025 tvangsdeporterede Pakistan 11.371 afghanere med foreløbig dagsrekord på 3,600.
Der har før været en tilsvarende bølge af flygtninge. Nu har Pakistan øget presset med den begrundelse, at afghanerne er ”illegale immigranter,” som udgør et ”sikkerhedsproblem og økonomiske udfordringer.” Pakistan har dertil jævnligt forbundet afghanere i Pakistan med militant vold og kriminalitet. Det har Taleban-regeringen i Afghanistan afvist.
Menneskerettighedsorganisationer og FN´s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, advarer mod tvangshjemsendelserne. Afghanerne får svært ved at klare sig, og flere risikerer forfølgelse. Især er kvinder, journalister, menneskerettighedsaktivister og tidligere regeringsansatte sårbare.

Pakistan går især efter folk med personkortet Afghan Citizen Card (ACC) og migranter med udokumenteret baggrund, som kom til Pakistan efter Taleban generobrede magten i 2021. Der er ca. 800.000 ACC-holdere. 1,4 millioner er registeret af FN´s Flygtningehøjkommissariat med et POR-kort for ”Proof of Registration.” Indehavere af POR-kort slipper for deportation, men opdelingen splitter familier ved forskellig registrering. Hertil er der de uregistrerede. I absolut værste fald må DACAAR forvente helt op mod tre millioner tvangsdeporterede, som skal i første omgang have midlertidig støtte i transitlejre.
- Man må håbe, at der derpå kommer en stærk hjælpeindsats fra donorer og regeringer, men desværre er det ikke den eneste konflikt i verden. DACAAR vurderer nu, hvordan vi kan hjælpe i større skala, siger Klaus Løkkegaard.
- DACAAR forbereder sig i områder, der er klar til at huse opsamlingslejre nær grænsen til Pakistan. Vi gør det, vi er bedst til. Det vil sige opbygning af systemer til at sikre rent drikkevand, hygiejne og latriner. Uden den hjælp spredes dødelige sygdomme, når tusindvis ankommer til bogstaveligt talt et bart stykke jord, siger Klaus Løkkegaard.
Det er anden gang indenfor et par år Pakistan presser afghanere ind i Afghanistan. I slutningen 2023 var en tilsvarende situation, hvor op mod 375.000 afghanere blev presset tilbage til Afghanistan ifølge FN´s migrantorganisation IOM. Også der stod DACAAR klar med hjælp,

