Skip to main content

DACAAR hilser et europæisk lederskab i den humanitære bistand velkomment som det netop er annonceret ved en todages EU-konference I Bruxelles, European Humanitarian Forum. Her holdt EU også fokus på Afghanistan og dermed støtte til DACAAR. I åbningstalen sagde formanden for Europa Kommissionen, Ursula von der Leyen, at det europæiske lederskab blandt andet ses i en ny bevilling for 2025 på 2,3 milliarder euro til akutte, globale kriser. 

  • Jeres arbejde er forskellen mellem sult og håb, sagde Ursula von der Leyen henvendt til nødhjælpsarbejdere ved konferencen.

DACAAR´s generalsekretær, Klaus Løkkegaard er glad for signalerne fra EU.

  • Reelt må vi ud over især EU-landene og Danmark konstatere, at den humanitære katastrofe i Afghanistan næsten er glemt. Konflikterne i Ukraine og Gaza fylder. USA´s store hjælpeprogram, USAID, er lagt ned. Der kommer kun brøkdele ind af de donationer, der er behov for. Derfor var det oplivende og positivt, at EU viser en klar vilje til lederskab og til at fortsætte med at holde fokus på at hjælpe både globalt og i Afghanistan, hvor risikoen er stor for at vi glemmer de udsatte civile, Klaus Løkkegaard.

 Klaus Løkkegaard deltog som DACAAR´s repræsentant i European Humanitarian Forum, hvor politikudviklere, humanitære organisationer og internationale eksperter i globale behov deltog for også at sætte fokus på netop Afghanistan på invitation fra Europa Kommissionen og Polens regerings EU-formandskab. Oplægget til mødet var, at blandt fokusregionerne var Afghanistan en af de regioner med de mest presserende, humanitære nødsituationer.

  Veronika Boskovic Pohar, EU’s chargé d’affaires i Kabul, opfordrede til regionale og nationale svar på udfordringerne. Og EU påtog sig rollen som ledende, humanitære donor og udvikler af politik for området, sagde hun.

  • Man kan indvende, at det bare er ord, men signalet fra EU er meget vigtigt. De seneste måneder viser, at vi ikke længere kan regne med USA´s humanitære hjælp i Afghanistan. EU´s klare meldinger viser, at EU holder fast, mens USA slipper grebet. For DACAAR er signalet også vigtigt fordi 80 procent af vores donationer på årligt godt 200 millioner kroner kommer fra EU´s hjælpeorganisation ECHO, siger Klaus Løkkegaard.
  • I forvejen har USAIDS´s svigt haft store konsekvenser for DACAAR´s hjælp til udsatte afghanere, der er 23 millioner af. DACAAR måtte i blot ét projekt opgive at hjælpe 55.000 afghanere fordelt på 8.000 familier, da USAID trak sig ud af et konsortium, som DACAAR var med i. Og 120 DACAAR ansatte blev afskediget, hvilket er godt en tiendedel af staben på 1.000 ansatte. Så er det godt, at vi har EU, siger Klaus Løkkegaard. 

DACAAR er også tilfreds med, at EU påtager sig såkaldt ”humanitært diplomati.” Det skal sikre adgang til at levere bistand, beskytte hjælpearbejdere og arbejde for overholdelse af international lov i Afghanistan, hvor Talebans restriktioner mod kvindelige hjælpearbejdere gør humanitær bistand kompliceret.

  • De store donorer skal tage kampen for kvinderettigheder. Det har hverken DACAAR eller andre NGO´er muskler til at gøre på landjorden, hvor vi forsøger at sikre, at mest muligt af hjælpen fungerer, siger Klaus Løkkegaard.

  Under konferencen var der også indlæg fra afghansk diaspora, som beskyldte NGO´er og EU for at gå Talebans ærinde. Det blev tilbagevist, idet alternativet ved at trække sig ud er at svigte fattige afghanere, herunder kvinderne. En mødedeltager sagde direkte, at diasporaen kunne hjælpe kvinderne mere effektivt i Afghanistan fremfor at protestere i Bruxelles mod dem, som rent faktisk forsøger at hjælpe kvinderne i Afghanistan, hvor behovet bare vokser.

  I maj advarede FN´s fødevareprogram WFP om, at tre millioner afghanere var i akut fødevarenød, men krympede donationer betyder, at kun tredjedel af de afghanere kan nås.